Vildanden
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
SKUESPIL I FEM AKTER
KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
GRÆBES BOGTRYKKERI
1884
1.utg: [II]
EN TYNDHÅRET HERRE
EN NÆRSYNT HERRE
SEX ANDRE HERRER, middagsgæster hos grossereren
FLERE LEJETJENERE
Første akt foregår hos grosserer Werle, de fire følgende akter hos fotograf Ekdal.
I grosserer Werles hus. Kostbart og bekvemt indrettet arbejdsværelse; bogskabe og stoppede møbler; skrivebord med papirer og protokoller midt på gulvet; tændte lamper med grønne skærme, således at værelset er dæmpet belyst. Åben 
fløjdør med fratrukne forhæng på bagvæggen. Indenfor sés en stor elegant stue, stærkt oplyst af lamper og armstager. Foran til højre i arbejdsværelset fører en liden tapetdør ind til kontorerne. Foran til venstre en kamin med glødende kul i, og længere tilbage en dobbeltdør til spisesalen.
fløjdør med fratrukne forhæng på bagvæggen. Indenfor sés en stor elegant stue, stærkt oplyst af lamper og armstager. Foran til højre i arbejdsværelset fører en liden tapetdør ind til kontorerne. Foran til venstre en kamin med glødende kul i, og længere tilbage en dobbeltdør til spisesalen.Grossererens tjener, Pettersen, i livré, og lejetjener Jensen, i sort, sætter tilrette i arbejdsværelset. I den større stue går to–tre andre lejetjenere omkring, ordner og tænder flere lys. Inde fra spisesalen høres summende samtale og latter af mange stemmer; der bankes med kniven på et glas; stilhed indtræder; en skåltale holdes; bravoråb og så atter summende samtale.
livré, og lejetjener Jensen, i sort, sætter tilrette i arbejdsværelset. I den større stue går to–tre andre lejetjenere omkring, ordner og tænder flere lys. Inde fra spisesalen høres summende samtale og latter af mange stemmer; der bankes med kniven på et glas; stilhed indtræder; en skåltale holdes; bravoråb og så atter summende samtale.
LEJETJENER JENSEN
flytter en lænestol frem
Er det kanske sandt, som folk siger, at der er noget imellem dem?
HIS: 12
JENSEN
PETTERSEN
Kanske det.
JENSEN
Det er jo for sønnen, at han holder dette her middagsselskabet, siger de.
PETTERSEN
Ja. Sønnen kom hjem igår.
JENSEN
Aldrig vidste jeg før, at grosserer Werle havde nogen søn.
PETTERSEN
Han er klædt i en luvslidt kavaj med høj krave; uldne vanter; i hånden en stok og en skindhue; under armen en pakke i kardusomslag. Rødbrun, smudsig paryk og en liden grå knebelsbart.
1.utg: 3
Gamle Ekdal kommer tilsyne fra højre i stuen. Han er klædt i en luvslidt kavaj med høj krave; uldne vanter; i hånden en stok og en skindhue; under armen en pakke i kardusomslag. Rødbrun, smudsig paryk og en liden grå knebelsbart.
HIS: 13
PETTERSEN
går imod ham
Jøss’, – hvad vil De her inde?
EKDAL
PETTERSEN
Han går ind i kontoret; Pettersen lukker døren efter ham.
HIS: 14
JENSEN
JENSEN
Å fan’, – har han vær’t løjtnant!
PETTERSEN
Ja gu’ har han så. Men så slog han sig nok på skoghandel eller hvad det var. De siger, at han skal ha’ gjort grossereren et fælt stygt puds engang. For de to var sammen om Højdals-værket dengang, skønner De. Å, jeg kender godt gamle Ekdal, jeg. Vi drikker mangen god gang en bitter og en flaske bajersk sammen inde hos madam Eriksen.
PETTERSEN
HIS: 15
JENSEN
På fæstningen!
Døren til spisesalen slås op af et par tjenere derinde fra. Fru Sørby, konverseret af et par herrer, kommer ud. Lidt efter lidt følger hele bordselskabet, hvoriblandt grosserer Werle. Sidst kommer Hjalmar Ekdal og Gregers Werle.
PETTERSEN
Ja vel, fru Sørby.
Hun og de to herrer går ind i stuen og derfra ud til højre. Pettersen og lejetjener Jensen går ud samme vej.
HIS: 16
EN TREDJE HERRE
DEN FEDE HERRE
Bravo! Så kanske fru Sørby spiller os et stykke.
De ler og går ind i stuen.
GREGERS
ser på ham
Hvilket?
GREGERS
Hvad skulde jeg lægge mærke til?
HIS: 17
GREGERS
Så? Var vi tretten?
WERLE
med et blik mod Hjalmar Ekdal
Han og de tilbageblevne, undtagen Hjalmar og Gregers, går ud i baggrunden til højre.
HJALMAR
som har hørt samtalen
Du skulde ikke sendt mig den indbydelse, Gregers.
GREGERS
Hvad! Det heder jo, at selskabet skal være for mig. Og så skulde jeg ikke be’ min eneste og bedste ven –
HJALMAR
Men jeg tror ikke, din far liker det. Jeg kommer jo ellers aldrig her i huset.
Nej, det hører jeg. Men jeg måtte da se dig og tale med dig; for jeg rejser visst snart igen. – Ja, vi to gamle skolekammerater, vi er rigtignok kommet langt bort ifra hinanden, du; vi har nu ikke set hinanden på sexten–sytten år.
HJALMAR
Er det så længe siden?
GREGERS
HIS: 18
HJALMAR
Hm, svær kan man vel ikke kalde det; men jeg ser rimeligvis noget mandigere ud end dengang.
GREGERS
Ja, det gør du; dit ydre har ikke lidt noget.
HJALMAR
i dystrere tone
Men det indre, du! Der kan du tro, det ser anderledes ud! Du ved jo, hvor forfærdelig alting er styrtet sammen for mig og mit siden vi to sås.
Kære, lad os ikke tale om det. Min stakkers ulykkelige far lever naturligvis hjemme hos mig. Han har jo ingen anden i hele verden at holde sig til. Men dette her er så knusende tungt for mig at tale om, ser du. – Sig mig heller, hvorledes du har havt det der oppe på værket.
GREGERS
Dejlig ensomt har jeg havt det, – havt god anledning til at gruble over mangt og meget. – Kom her; lad os gøre os det hyggeligt.
HIS: 19
HJALMAR
blødt
Du skal dog ha’ tak alligevel, Gregers, at du bad mig til din fars bord; for nu skønner jeg da, at du ikke længer har noget imod mig.
HJALMAR
I de første årene havde du det dog.
GREGERS
Hvilke første år?
GREGERS
Og derfor skulde jeg ha’ noget imod dig? Hvem har bildt dig det ind?
HJALMAR
Jeg ved, du havde det, Gregers; for det er din far selv, som har sagt mig det.
GREGERS
studser
Far! Ja så. Hm. – Var det derfor, at du aldrig siden lod mig høre fra dig, – ikke med et eneste ord?
HIS: 20
HJALMAR
Ja.
GREGERS
Ikke en gang i den tid du gik hen og blev fotograf?
HJALMAR
Din far sa’, det var ikke værdt jeg skrev til dig om nogen som helst ting.
Nej, nej, kanske han kunde ha’ ret i det. – Men sig mig nu, Hjalmar, – finder du dig nu nogenlunde tilfreds i din stilling?
HJALMAR
sukker let
Å jo såmænd gør jeg så; kan egentlig ikke sige andet. I førstningen kan du jo vide, at det var ligesom lidt underligt for mig. Det var jo så rent forandrede forholde, jeg kom ind i. Men alt det andet var jo også så rent forandret. Den store ruinerende ulykke med far, – skammen og skændselen, Gregers –
skændselen, Gregers –
GREGERS
rystet
Ja vel, ja. Ja vel.
HJALMAR
GREGERS
Hm –
HIS: 21
HJALMAR
GREGERS
Gjorde far?
HJALMAR
HJALMAR
Ja, kære, ved du ikke det? Jeg forstod ham så, at han havde skrevet det til dig.
GREGERS
Ikke et ord om at det var ham. Han må ha’ glemt det. Vi har aldrig vekslet andet end forretningsbreve. Så det var altså far –!
HJALMAR
Ja, det var det rigtignok. Han har aldrig villet, at folk skulde få vide det; men ham var det. Og ham var det jo også, som satte mig i stand til at gifte mig. Eller kanske – ved du ikke det heller?
Nej, det vidste jeg rigtignok ikke. – (ryster ham i armen) Men, kære Hjalmar, jeg kan ikke sige dig, nager mig. Jeg har kanske dog gjort far uret alligevel – i enkelte stykker. Ja, for dette her viser jo hjertelag, ser du. Det er ligesom et slags samvittighed –
HU: 51
hvor alt dette her glæder mig – og nager mig. Jeg har kanske dog gjort far uret alligevel – i enkelte stykker. Ja, for dette her viser jo hjertelag, ser du. Det er ligesom et slags samvittighed –
HJALMAR
Samvittighed –?
GREGERS
HJALMAR
Ja, rigtig gør jeg det. Hun er så flink og så bra’ en kone, som nogen mand kan forlange. Og hun er aldeles ikke uden al dannelse.
GREGERS
lidt forundret
Nej, det er hun da vel ikke.
HJALMAR
GREGERS
Gina?
HIS: 23
HJALMAR
Ja, kære, husker du ikke, at hun hed Gina?
GREGERS
Hvem hed Gina? Jeg ved jo aldeles ikke –
GREGERS
ser på ham
Er det Gina Hansen –?
HJALMAR
Ja, naturligvis er det Gina Hansen.
GREGERS
– som styred huset for os det sidste år mor lå syg?
HJALMAR
Ja visst er det så. Men, kære ven, jeg ved da bestemt, at din far skrev dig til, at jeg havde giftet mig.
Ja, det gjorde han rigtignok; men ikke at – (går om på gulvet) Jo, bi lidt; – kanske dog alligevel – når jeg tænker mig om. Men far skriver altid så kort til mig. (sætter sig halvt på stolarmen) Hør,
bi lidt; – kanske dog alligevel – når jeg tænker mig om. Men far skriver altid så kort til mig. (sætter sig halvt på stolarmen) Hør, HU: 52
sig mig, du, Hjalmar –; dette her er morsomt –; hvorledes gik det til, at du blev kendt med Gina – med din hustru?
HIS: 24
HJALMAR
GREGERS
Det var samme år. Og jeg var oppe på værket dengang. Men så bagefter?
HJALMAR
GREGERS
Og det var du kanske så heldig at komme over?
GREGERS
Og så blev det til forlovelse?
HJALMAR
Ja. Unge folk kommer jo så let til at holde af hinanden –; hm –
HIS: 25
GREGERS
rejser sig og driver lidt om
HJALMAR
GREGERS
Det passed da vidunderlig godt sammen.
Ja, ikke sandt, du? Synes du ikke, at det passed vidunderlig godt sammen?
HJALMAR
bevæget
FRU SØRBY
kommer ind med grosserer Werle under armen
Ikke nogen snak, snille grosserer; De skal ikke gå længer derinde og stirre på alle lysene; De har ikke godt af det.
HIS: 26
WERLE
slipper hendes arm og fører hånden over øjnene
Jeg tror næsten, De har ret i det.
FRU SØRBY
til gæsterne i den anden stue
DEN FEDE HERRE
kommer hen til fru Sørby
DEN TYNDHÅREDE HERRE
Når har De indført disse skærpede bestemmelser i cigarloven, fru Sørby?
FRU SØRBY
Efter forrige dinér, herr kammerherre; for da var her visse personer, som tillod sig at gå over stregen.
DEN TYNDHÅREDE
HIS: 27
De fleste af gæsterne har samlet sig i grossererens værelse; tjenerne byder punschglassene om.
WERLE
til Hjalmar, henne ved et bord
Hvad er det, De står og studerer på, Ekdal?
HJALMAR
Det er bare et album, herr grosserer.
DEN TYNDHÅREDE
som driver omkring
Aha, fotografier! Ja, det er sagtens noget for Dem.
DEN FEDE HERRE
Det skulde De ha’ gjort; det er så godt for fordøjelsen således at sidde og se på billeder.
EN NÆRSYNT HERRE
Og alle bidrag modtages med taknemmelighed.
FRU SØRBY
HIS: 28
DEN FEDE HERRE
FRU SØRBY
Det har De ret i!
De fortsætter under latter og spøg.
HJALMAR
med en vridning
Hvad skal jeg snakke om.
DEN FEDE HERRE
WERLE
ved kaminen
DEN FEDE HERRE
Ja, den smagte mærkværdig delikat.
HJALMAR
usikker
Er der nogen forskel på årgangene?
HIS: 29
DEN FEDE HERRE
ler
Nej, De er god!
Det er med Tokayeren som med fotografier, herr Ekdal. Solskin må der til. Eller er det kanske ikke så?
HJALMAR
Jo, lyset gør visst sit.
FRU SØRBY
Men så er det jo akkurat som med kammerherrerne da; for de trænger også svært til solskin, som der siges.
FRU SØRBY
Ja, men det er nu visst og sandt, at årgangene kan være højst forskellige. De gamle årgange er de fineste.
DEN NÆRSYNTE HERRE
Regner De mig til de gamle!
HIS: 30
FRU SØRBY
Å langt ifra.
DEN FEDE HERRE
Ja, og jeg! Hvad årgange regner De os til?
FRU SØRBY
Dem regner jeg til de søde årgange, mine herrer.
WERLE
Bogholder Gråberg ser ind gennem tapetdøren.
GRÅBERG
Om forladelse, herr grosserer, men jeg kan ikke slippe ud.
WERLE
Nå, er De nu ble’t låset inde igen?
HIS: 31
GRÅBERG
WERLE
Nå, så gå De bare her igennem.
WERLE
Ja kom, kom begge to; genér Dem ikke.
Gråberg og gamle Ekdal kommer ud fra kontoret.
WERLE
uvilkårligt
Uf da!
Latter og passiar forstummer mellem gæsterne. Hjalmar farer sammen ved synet af sin far, sætter sit glas fra sig og vender sig mod kaminen.
Han og Gråberg går ud i baggrunden til højre.
GREGERS
med åben mund og stirrende øjne, til Hjalmar
Men det var da vel aldrig –!
HIS: 32
DEN FEDE HERRE
Hvad er det for noget? Hvem var det?
GREGERS
Å, det var ingen; bare bogholderen og én til.
DEN FEDE HERRE
rejser sig
Hvad pokker er der dog i vejen?
Han går hen til nogle andre, som taler dæmpet.
PETTERSEN
nikker
Skal så gøre. (går ud)
GREGERS
sagte og rystet, til Hjalmar
Det var altså virkelig ham!
HJALMAR
Ja.
HIS: 33
HJALMAR
hvisker hæftigt
Men kunde jeg da –!
HJALMAR
smerteligt
Å, hvis du var i mit sted, så –
Samtalerne mellem gæsterne, som har været ført med lavt mæle, slår nu over i en tvungen højrøstethed.
DEN TYNDHÅREDE
nærmer sig venskabeligt til Hjalmar og Gregers
HJALMAR
Tak, jeg skal ikke ha’ –
Har De ikke et lidet net digt at deklamere for os, herr Ekdal? Før i tiden gjorde De det så nydeligt.
HJALMAR
Jeg kan desværre ikke huske noget.
Begge herrerne går hen over gulvet og ud i den anden stue.
GREGERS
Ja, ja. Går du lige hjem?
HJALMAR
Ja. Hvorfor det?
GREGERS
Jo, for så kommer jeg kanske hen til dig siden.
HJALMAR
Nej, det skal du ikke. Ikke hjem til mig. Min bolig er trist, Gregers, – især ovenpå et strålende gilde, som dette her. Vi kan altid træffes et steds ude i byen.
FRU SØRBY
har nærmet sig, dæmpet
Går De, Ekdal?
HJALMAR
Ja.
FRU SØRBY
Hils Gina.
HJALMAR
Tak.
HIS: 35
HJALMAR
Jo, tak. (til Gregers) Bliv her. Jeg vil forsvinde ubemærket.
FRU SØRBY
sagte til tjeneren, som er kommen tilbage
Nå, fik så den gamle noget med?
PETTERSEN
Ja da; jeg stak til ham en flaske konjak.
FRU SØRBY
Å, De kunde da fundet på noget bedre.
PETTERSEN
Nej da, fru Sørby; konjak er det bedste, han ved.
DEN FEDE HERRE
i døren med et notehæfte i hånden
Skal vi kanske spille lidt sammen, fru Sørby?
Hun og alle de fremmede går gennem stuen ud til højre. Gregers blir stående ved kaminen. Grosserer Werle søger noget på skrivebordet og synes at ønske, at Gregers skal gå; da denne ikke rører sig, går grossereren mod udgangsdøren.
WERLE
standser
Hvad er det?
GREGERS
Jeg må tale et ord med dig.
WERLE
Kan ikke det vente til vi blir alene?
WERLE
Du mener formodentlig Ekdals, kan jeg tænke.
HIS: 37
GREGERS
Ja, jeg mener Ekdals. Løjtnant Ekdal stod dig dog engang så nær.
GREGERS
sagte
Var han virkelig den eneste skyldige.
WERLE
Hvem ellers, mener du!
GREGERS
Han og du var dog begge sammen om det store skogkøb –
WERLE
WERLE
Kan gerne være. Men kendsgerningen er nu den, at han blev dømt og jeg frifunden.
WERLE
Frifindelse er frifindelse. Hvorfor ripper du op i disse gamle uhyggelige sager, som gav mig grå hår før tiden? Er det sligt noget, du har gåt og grublet på i alle disse år der oppe? Jeg kan forsikkre dig, Gregers, – her i byen er de historier glemt for længe siden – for mit vedkommende.
GREGERS
Men den ulykkelige ekdalske familje da!
WERLE
Hvad vilde du da egentlig, jeg skulde gøre for de folk? Da Ekdal kom på fri fod igen, var han en nedbrudt mand, rent uhjelpelig. Der gives mennesker her i verden, som dukker til bunds, bare de får et par hagel i kroppen, og så kommer de aldrig op igen mere. Du kan tro mig på mit ord, Gregers; jeg har strakt mig så langt, som jeg kunde, når jeg ikke lige frem skulde blotstille mig og gi’ næring til alskens mistanke og folkesnak –
dukker til bunds, bare de får et par hagel i kroppen, og så kommer de aldrig op igen mere. Du kan tro mig på mit ord, Gregers; jeg har strakt mig så langt, som jeg kunde, når jeg ikke lige frem skulde blotstille mig og gi’ næring til alskens mistanke og folkesnak –
GREGERS
Mistanke –? Nå så, ja.
WERLE
GREGERS
uden at se på ham
Hm; tviler ikke på det.
HIS: 39
WERLE
GREGERS
smiler koldt
Nej, der gives vel visse udgifter, som det er bedst ikke at bogføre.
WERLE
studser
Hvad mener du med det?
GREGERS
med tilkæmpet mod
Har du bogført, hvad det kosted dig at la’ Hjalmar Ekdal lære fotografering?
WERLE
Jeg? Hvorledes bogført?
GREGERS
GREGERS
Har du bogført nogen af de udgifter?
HIS: 40
WERLE
Hvorfor spør’ du om det?
GREGERS
GREGERS
WERLE
Ja, det var jo ganske rigtig; hun hed så.
GREGERS
WERLE
ler spotsk, men tvungent
Nej, for jeg tænkte såmænd ikke, at du interesserte dig så særligt for vor forhenværende husjomfru.
GREGERS
Det gjorde jeg heller ikke. Men – (sænker stemmen) her var nok andre her i huset, som interesserte sig særligt for hende.
HIS: 41
WERLE
Hvad mener du med det? (bruser imod ham) Du sigter da vel aldrig til mig!
WERLE
GREGERS
Hjalmar har ikke med et ord rørt ved dette her. Jeg tror ikke, han har så meget som en anelse om noget sligt.
GREGERS
Det har min stakkers ulykkelige mor sagt. Og det var sidste gang jeg så hende.
WERLE
Din mor! Ja, kunde jeg ikke næsten tænke det! Hun og du, – I holdt altid sammen. Det var hende, som fra først af fik dit sind vendt bort ifra mig.
GREGERS
HIS: 42
WERLE
Å, hun måtte slet ingen ting lide og døje; ikke mere, end så mange andre, i al fald! Men sygelige, overspændte mennesker er der ikke noget udkomme med. Det har nok jeg fåt føle. – Og så går du og bærer på en slig mistanke, – går og roder dig ned i alskens gamle rygter og bagvaskelser imod din egen far. Hør nu, Gregers, jeg synes sandelig, du i din alder kunde ta’ dig noget nyttigere til.
ikke noget udkomme med. Det har nok jeg fåt føle. – Og så går du og bærer på en slig mistanke, – går og roder dig ned i alskens gamle rygter og bagvaskelser imod din egen far. Hør nu, Gregers, jeg synes sandelig, du i din alder kunde ta’ dig noget nyttigere til.
GREGERS
Ja, dersom jeg var så ganske viss på det.
WERLE
Jeg forstår dig jo nok. Du vil være uafhængig, vil ikke skylde mig noget. Men nu er der netop anledning for dig til at bli’ uafhængig, din egen herre i et og alt.
GREGERS
Så? Og på hvad måde –?
WERLE
Da jeg skrev dig til, at du så nødvendig måtte komme ind til byen nu straks – hm –
HIS: 43
GREGERS
Ja, hvad er det egentlig, du vil mig? Jeg har hele dagen gåt og ventet på at få vide det.
WERLE
GREGERS
Vilde du?
WERLE
Ja, ser du, jeg er ikke længere så arbejdsfør, som jeg tidligere var. Jeg blir nødt til at skåne øjnene, Gregers; for de er begyndt at bli’ noget svage.
GREGERS
Det har de jo altid været.
WERLE
Ikke som nu. Og så desuden, – omstændighederne kunde kanske gøre det ønskeligt for mig at bo der oppe – i al fald for en tid.
GREGERS
Noget sligt havde jeg aldrig tænkt mig.
HIS: 44
WERLE
GREGERS
Sådan i det ydre, mener du vel?
WERLE
Nå, det var jo i al fald noget. Tænk over det, Gregers. Synes du ikke, det måtte kunne la’ sig gøre? Hvad?
GREGERS
ser på ham med kolde øjne
Her stikker noget under.
WERLE
Hvorledes det?
GREGERS
Der må være noget, som du har brug for mig til.
WERLE
I så nært et forhold som vort har den ene vel altid brug for den anden.
GREGERS
Ja, man siger jo så.
WERLE
WERLE
Ja, det har jeg; og hun er, så at sige, ble’t mig næsten uundværlig. Hun er kvik, har et jævnt sind; hun liver op i huset; – og det kan jeg så sårt trænge til.
GREGERS
Nå ja; men så har du det jo altså, som du ønsker det.
WERLE
GREGERS
Å, når en mand gir slige middagsselskaber som du, så kan han visst vove adskilligt.
WERLE
GREGERS
afbryder ham
Sig mig kort og godt én ting. Tænker du på at gifte dig med hende?
WERLE
Og hvis jeg nu tænkte på sådant noget? Hvad så?
HIS: 46
GREGERS
Ja, det spør’ jeg også. Hvad så?
WERLE
Vilde det være dig så aldeles uovervindelig imod?
GREGERS
Nej, aldeles ikke. Ikke på nogen måde.
WERLE
Ja, for jeg kunde jo ikke vide, om det kanske af hensyn til din afdøde mors minde –
WERLE
GREGERS
ser ufravendt på ham
Nu skønner jeg, hvad det er, du vil bruge mig til.
GREGERS
Å, lad os ikke være kræsne i valg af ord; – ikke på to mands hånd i al fald. (ler kort) Ja så da! Derfor var det altså, at jeg, død og plage, måtte indfinde mig i byen i egen person. I anledning af fru Sørby skal der arrangeres familjeliv her i huset. Tablå mellem far og søn! Det blir noget nyt, det!
død og plage, måtte indfinde mig i byen i egen person. I anledning af fru Sørby skal der arrangeres familjeliv her i huset. Tablå mellem far og søn! Det blir noget nyt, det!
HIS: 47
WERLE
Hvor tør du tale i den tone!
GREGERS
Når har her været familjeliv? Aldrig så længe jeg kan mindes. Men nu har man sagtens behov for en smule af den slags. For det vil jo unægtelig ta’ sig godt ud, når det kan fortælles, at sønnen – på pietetens vinger – er ilet hjem til den aldrende faders brudgomsfest. Hvad blir der så igen af alle rygterne om, hvad den
på pietetens vinger – er ilet hjem til den aldrende faders brudgomsfest. Hvad blir der så igen af alle rygterne om, hvad den 1.utg: 41
stakkers afdøde måtte lide og døje? Ikke et fnug. Hendes søn slår dem jo til jorden.
WERLE
Gregers, – jeg tror ikke, der findes den mand i verden, der er dig så meget imod som jeg.
GREGERS
sagte
Jeg har set dig på for nært hold.
WERLE
Du har set mig med din mors øjne. (sænker stemmen lidt) Men du skulde huske på, at de øjne var – omtåget en gang iblandt.
GREGERS
bævende
HIS: 48
GREGERS
uden at agte på ham
– og der sidder han nu, han med sit store troskyldige barnesind midt i bedraget, – lever
1.utg: 42
under tag sammen med en slig en, og ved ikke, at det, han kalder sit hjem, er bygget på en løgn! (et skridt nærmere) Når jeg ser tilbage på al din færd, da er HU: 65
det, som om jeg så ud over en slagmark med knuste menneskeskæbner langs alle vejene.
WERLE
Jeg tror næsten, at kløften er for bred imellem os to.
GREGERS
bukker behersket
Det har jeg observeret; og derfor tar jeg også min hat og går.
WERLE
Går du! Ud af huset?
WERLE
Hvad er det for en opgave?
GREGERS
Du vilde bare le, ifald du hørte det.
WERLE
En ensom mand ler ikke så let, Gregers.
HIS: 49
Han går ud i baggrunden til højre. Latter og løjer høres fra selskabet, der kommer til syne i den ydre stue.
WERLE
mumler hånligt efter Gregers
He –! Stakker, – og så siger han, at han ikke er overspændt!
HIS: 50
Hjalmar Ekdals atelier. Rummet, der er temmelig stort, ses at være et loftværelse. Til højre er der skråtag med store glasruder, halvt tildækkede af et blåt forhæng. Oppe i hjørnet til højre er indgangsdøren; foran på samme side en dør til dagligstuen. På væggen til venstre er ligeledes to døre og mellem disse en jernovn. På bagvæggen er en bred dobbeltdør, indrettet til at skyde til siderne. Atelieret er tarveligt men hyggeligt indrettet og udstyret. Mellem dørene til højre, lidt fra væggen, står en sofa med et bord og nogle stole; på bordet en tændt lampe med skærm; i ovnskrogen en gammel lænestol. Forskellige fotografiske apparater og instrumenter står opstillet hist og her i rummet. Ved bagvæggen, til venstre for dobbeltdøren, står en reol, hvori nogle bøger, æsker og flasker med kemiske stoffer, forskellige slags redskaber, værktøj og andre genstande. Fotografier og småting, som pensler, papir og lignende, ligger på bordet.
atelier. Rummet, der er temmelig stort, ses at være et loftværelse. Til højre er der skråtag med store glasruder, halvt tildækkede af et blåt forhæng. Oppe i hjørnet til højre er indgangsdøren; foran på samme side en dør til dagligstuen. På væggen til venstre er ligeledes to døre og mellem disse en jernovn. På bagvæggen er en bred dobbeltdør, indrettet til at skyde til siderne. Atelieret er tarveligt men hyggeligt indrettet og udstyret. Mellem dørene til højre, lidt fra væggen, står en sofa med et bord og nogle stole; på bordet en tændt lampe med skærm; i ovnskrogen en gammel lænestol. Forskellige fotografiske apparater og instrumenter står opstillet hist og her i rummet. Ved bagvæggen, til venstre for dobbeltdøren, står en reol, hvori nogle bøger, æsker og flasker med kemiske stoffer, forskellige slags redskaber, værktøj og andre genstande. Fotografier og småting, som pensler, papir og lignende, ligger på bordet.Gina Ekdal sidder på en stol ved bordet og syr. Hedvig sidder i sofaen med hænderne foran øjnene og tommelfingrene i ørerne og læser i en bog.
Hedvig hører det ikke.
GINA
højere
Hedvig!
GINA
Snille Hedvig, nu må du ikke sidde og læse længer.
HEDVIG
Å men, mor, kan jeg da ikke få læse lidt til? Bare lidt!
GINA
HEDVIG
lukker bogen
Nej, far bryr sig nu ikke så stort om at læse, han.
GINA
lægger sytøjet til side og tar en blyant og et lidet hæfte på bordet
HEDVIG
Det var 1 krone og 65 øre.
HEDVIG
Og så kommer øllet til.
HIS: 53
GINA
GINA
Nej; og det var jo bra’. Nå, og så tog jeg jo også ind otte kroner og femti for fotografierne.
HEDVIG
Tænk, – blev det så meget!
GINA
Akkurat otte kroner og femti.
Taushed. Gina tar atter sit sytøj. Hedvig tar papir og blyant og gir sig til at tegne noget, med den venstre hånd skyggende for øjnene.
HEDVIG
Er det ikke morsomt at tænke sig, at far er i stort middagsselskab hos grosserer Werle?
GINA
HEDVIG
Jeg glæder mig så umådelig til, at far skal komme hjem. For han lovte, at han skulde be’ fru Sørby om noget godt til mig.
HIS: 54
GINA
Ja, der vanker såmænd nok af gode ting i det huset, kan du tro.
HEDVIG
tegner fremdeles
Lidt sulten er jeg næsten også.
Gamle Ekdal, med papirpakken under armen og en anden pakke i frakkelommen, kommer ind gennem gangdøren.
EKDAL
De havde stængt kontoret. Måtte vente hos Gråberg. Og så fik jeg gå igennem – hm.
HEDVIG
Gav de dig noget nyt at skrive af, bedstefar?
EKDAL
Hele pakken her. Vil du bare se.
EKDAL
Så? Snak; det er ikke noget. (sætter stokken fra sig i krogen) Det blir arbejde for lang tid, dette her, Gina. (trækker den ene halvdør på bagvæggen lidt tilside) Hys! (kikker en stund ind i rummet
HIS: 55
og skyder atter døren forsigtigt for) He-he! De sover såmænd alle i hob. Og hun selv har lagt sig i kurven. He-he!
HEDVIG
Er du viss på, at hun ikke fryser i den kurven, bedstefar?
EKDAL
Kan du tænke sligt! Fryser? I alt det strå? (går mod den øverste dør til venstre) Jeg finder vel fyrstikker?
GINA
Fyrstikkerne står på kommoden.
Ekdal går ind i sit værelse.
HEDVIG
Det var rigtig godt, at bedstefar fik alt det at skrive igen.
GINA
Ja, stakkers gamle far; så tjener han sig da en liden lommeskilling.
Kort taushed.
HIS: 56
HEDVIG
Tror du, de sidder ved middagsbordet endnu?
HEDVIG
Tænk, al den dejlige mad, som far får at spise! Jeg er viss på, at han er glad og fornøjet, når han kommer. Tror du ikke det, mor?
GINA
Jo; men tænk, om vi nu kunde fortælle ham, at vi havde fåt værelset lejet bort.
HEDVIG
Men det behøves ikke ikveld.
GINA
Å, det kunde nok komme godt med, du. Og det står jo der til ingen nytte.
HEDVIG
Er du glad, når du har noget godt at fortælle far, når han kommer hjem om kvellerne?
HIS: 57
HEDVIG
Ja, for så blir her mere fornøjeligt.
GINA
tænker hen for sig
Å ja, der er noget i det.
Gamle Ekdal kommer ind igen og vil gå ud gennem den forreste dør til venstre.
GINA
vender sig halvt på stolen
Skal bedstefar ha’ noget i køkkenet?
EKDAL
Skulde så, ja. Bliv bare siddende. (går ud)
GINA
Ekdal kommer ind igen med en liden mugge med dampende vand.
HEDVIG
Henter du varmt vand, bedstefar?
EKDAL
GINA
Men bedstefar skulde da spise kveldsmaden først. Den er jo sat ind.
HIS: 58
EKDAL
Det får være det samme med kveldsmaden, Gina. Har svært travlt, siger jeg. Jeg vil ikke ha’ nogen ind på kammerset til mig. Ikke nogen, – hm.
Han går ind i sit værelse. Gina og Hedvig ser på hinanden.
GINA
sagte
Kan du skønne, du, hvor han har fåt penge fra?
HEDVIG
Han har visst fåt af Gråberg.
GINA
Å langt ifra. Gråberg sender jo altid pengene til mig.
HJALMAR
sætter hatten fra sig
Ja, nu gik nok de fleste.
HIS: 59
HEDVIG
Så tidlig?
HJALMAR
Ja, det var jo et middagsselskab. (vil trække yderfrakken af)
HEDVIG
Jeg også.
De trækker frakken af ham; Gina hænger den op på bagvæggen.
HEDVIG
Var der mange der, far?
HJALMAR
Å nej, ikke mange. Vi var så en 12–14 personer til bords.
GINA
Er Gregers lige styg endnu?
HJALMAR
Nå, han ser jo ikke videre godt ud. – Er ikke den gamle kommet hjem?
HIS: 60
HEDVIG
Jo, bedstefar sidder inde og skriver.
HJALMAR
Sa’ han noget?
GINA
Nej, hvad skulde han sige?
HJALMAR
Nævnte han ikke noget om –? Jeg synes, jeg hørte, at han havde været hos Gråberg. Jeg vil gå lidt ind til ham.
HJALMAR
Hvorfor ikke det? Sa’ han, at han ikke vilde ha’ mig ind?
HEDVIG
gør tegn
Hm-hm!
GINA
mærker det ikke
– han har været her og hentet sig varmt vand –
HJALMAR
Aha, sidder han og –?
GINA
Ja, han gør nok det.
HIS: 61
HJALMAR
Gamle Ekdal, i husfrakke og med tændt tobakspibe, kommer fra sit værelse.
EKDAL
Kommen hjem? Syntes nok, jeg hørte, det var dig, som snakked.
HJALMAR
Jeg kom nu netop.
EKDAL
Du så mig nok ikke, du?
EKDAL
Hm, snilt af dig, Hjalmar. – Hvad var det for nogen, alle de folk?
HJALMAR
EKDAL
nikker
Hører du det, Gina! Han har været sammen med bare kammerherrer.
HIS: 62
GINA
Ja, det er nok svært fint i det huset nu.
HEDVIG
Sang de kammerherrerne, far? Eller læste de noget op?
HJALMAR
Nej, de bare vrøvled. Så vilde de ha’ mig til at deklamere for sig; men det fik de mig ikke til.
EKDAL
Fik de dig ikke til det, du?
HJALMAR
HJALMAR
GINA
Men det sa’ du da vel ikke?
EKDAL
Og det var til kammerherrerne selv!
HJALMAR
standser
Den kan være fin. Men jeg skal sige dig, ikke alle årgangene er lige fine; det kommer alt an på, hvor meget solskin druerne har fåt.
HJALMAR
De vilde prøve på det; men så fik de den besked, at det var ligedan med kammerherrer. Af dem var heller ikke alle årgange lige fine – blev der sagt.
GINA
Nej, hvad du kan finde på!
HIS: 64
EKDAL
He-he! Og det fik de på sin tallerken?
HJALMAR
Lige op i øjnene fik de det.
EKDAL
Du, Gina, han sa’ det lige op i øjnene på kammerherrerne.
HJALMAR
EKDAL
Men lige op i øjnene –
HJALMAR
Ja, synes du ikke det? Og denne her sidder virkelig meget upåklageligt. Den passer næsten som om den var sydd til mig; – lidt trang i armhullerne kanske –; hjælp mig, Hedvig. (trækker kjolen af) Jeg tar heller jakken på. Hvor har du jakken, Gina?
HIS: 65
HJALMAR
Se så! Husk endelig på, at Molvik får kjolen igen straks imorgen tidlig.
HJALMAR
strækker sig
Ah, det kendes dog ligesom mere hjemligt. Og en sådan løs og ledig husdragt passer også bedre til min hele skikkelse. Synes ikke du det, Hedvig?
HEDVIG
Jo, far!
HEDVIG
Ja, for det er så storkrøllet.
HJALMAR
Egentlig lokket.
HJALMAR
Nå, hvad er det?
HEDVIG
Å, du ved godt, hvad det er.
HJALMAR
Nej visst ved jeg ikke, nej.
HEDVIG
ler og klynker
Å jo, far; nu skal du ikke pine mig længer!
HJALMAR
Men hvad er det da?
HEDVIG
rusker i ham
Å snak; kom nu med det, far! Du ved jo alt det gode, du lovte mig.
HJALMAR
Å – nej tænk, at jeg skulde glemme det!
Jo så sandelig glemte jeg det ikke. Men bi lidt! Jeg har noget andet til dig, Hedvig. (går hen og søger i kjolelommerne)
HIS: 67
HEDVIG
hopper og klapper i hænderne
Å mor, mor!
HJALMAR
med et papir
Se, her har vi den.
HEDVIG
Det der? Det er jo bare et papir.
HEDVIG
Har du ikke noget andet?
HJALMAR
Hun sætter sig, men uden at læse; Gina gør tegn til hende; Hjalmar mærker det.
HIS: 68
HJALMAR
driver om på gulvet
HJALMAR
Nej, er hun gåt i kurven! Hun begynder altså at vænne sig til den.
EKDAL
Ja, du; det var jo det, jeg spåde. Men nu, ser du, nu er der nogen små grejer til –
HJALMAR
Nogen forbedringer, ja.
EKDAL
Men de må gøres, du.
HJALMAR
Ja, lad os snakke lidt om de forbedringerne, far. Kom her, så sætter vi os i sofaen.
Han går ind i sit værelse.
HIS: 69
GINA
smiler til Hjalmar
Renske piben, du.
GINA
Imorgen får du nok ikke tid, Ekdal.
HEDVIG
indfaldende
Å jo visst, mor!
HJALMAR
Se så; er det nu de kopierne igen? De skal nok bli’ færdige. Er her kanske kommet nye bestillinger også?
GINA
Nej desværre; imorgen har jeg ikke andet end de to potrætterne, som du ved.
HIS: 70
GINA
HJALMAR
Ja, aviserne, aviserne; du ser, hvad det hjælper til. Og så har der vel ikke været nogen og set på værelset heller?
GINA
Nej, endnu ikke.
HEDVIG
går imod ham
Skal jeg ikke ta’ fløjten til dig, far?
HJALMAR
Nej; ingen fløjte; jeg behøver ingen glæder her i verden. (driver om) Jo, jeg skal såmænd arbejde imorgen; det skal ikke mangle på det. Jeg skal visst arbejde så længe mine kræfter strækker til –
GINA
Men, kære snille Ekdal, det var da ikke så, jeg mente.
HJALMAR
Nej aldeles ikke. Der behøves ingen ting for mig. – – (standser) Øl? – Var det øl, du talte om?
HIS: 71
HEDVIG
livlig
Ja, far; dejlig friskt øl.
HJALMAR
Nå, – når du endelig vil, så kan du jo gerne sætte ind en flaske.
Hedvig løber mod køkkendøren.
HJALMAR
ved ovnen, standser hende, ser på hende, griber hende om hodet og trykker hende op til sig
Hedvig! Hedvig!
HEDVIG
glad og i tårer
Å du snille far!
HJALMAR
HEDVIG
slår armene om ham
Og vi holder så umådelig af dig, far!
HIS: 72
HJALMAR
Hedvig løber til reolen og henter den.
HJALMAR
Tak! Sådan, ja. Med fløjten i hånd, og med jer to omkring mig – å!
Hedvig sætter sig ved bordet hos Gina; Hjalmar går frem og tilbage, sætter stærkt i og spiller en bøhmisk folkedans, men i et langsomt elegisk tempo og med følsomt foredrag.
en bøhmisk folkedans, men i et langsomt elegisk tempo og med følsomt foredrag.
HJALMAR
afbryder melodien, rækker Gina den venstre hånd og siger bevæget
Han begynder atter at spille; straks efter banker det på gangdøren.
HJALMAR
lægger fløjten i reolen
Se så igen!
Gina går hen og åbner døren.
GREGERS WERLE
ude i gangen
Om forladelse –
GREGERS
– er det ikke her, fotograf Ekdal bor?
GINA
Jo, det er.
HJALMAR
går hen imod døren
Gregers! Er du der alligevel? Nå, så kom ind da.
GREGERS
kommer ind
Jeg sa’ dig jo, at jeg vilde se op til dig.
HJALMAR
Men ikveld –? Er du gåt fra selskabet?
Både fra selskabet og fra familjehjemmet. – God aften, fru Ekdal. Jeg ved ikke, om De kan kende mig igen?
HJALMAR
Er du gåt fra huset, siger du?
GREGERS
Ja, jeg er flyttet hen på et hotel.
HIS: 74
HJALMAR
GREGERS
HJALMAR
Her, i sofaen. Gør dig det mageligt.
Gregers sætter sig i sofaen, Hjalmar på en stol ved bordet.
GREGERS
ser sig omkring
Så her er det altså du holder til, Hjalmar. Her bor du altså.
HJALMAR
GINA
Og så har vi et værelse på den andre siden af gangen, som vi kan leje ud.
HIS: 75
GREGERS
til Hjalmar
Nej, ikke endnu. Det går ikke så fort, ser du; man må være om sig. (til Hedvig) Men det var det øllet, du.
Hedvig nikker og går ud i køkkenet.
GREGERS
Det er altså din datter?
HJALMAR
Ja, det er Hedvig.
HJALMAR
GREGERS
Hvad er det, du siger!
HJALMAR
Ja du; for der er al truende fare for, at hun kommer til at miste synet.
GREGERS
Blir blind!
HIS: 76
HJALMAR
Ja. Endnu er bare de første tegn at spore; og det kan jo gå bra’ en tid endnu. Men lægen har varslet os. Det kommer ubønhørligt.
GREGERS
Dette her er jo en skrækkelig ulykke. Hvorledes har hun fåt det?
HJALMAR
sukker
Arveligt, rimeligvis.
GREGERS
studsende
Arveligt?
HJALMAR
Ja, det siger far; jeg kan jo ikke huske hende.
GREGERS
Stakkers barn. Og hvorledes tar hun det?
HJALMAR
Hedvig bringer et bræt med øl og glasse, som hun sætter på bordet.
HIS: 77
HJALMAR
stryger hende over hodet
Tak, tak, Hedvig.
Hedvig lægger armen om hans hals og hvisker ham i øret.
HJALMAR
Nej. Ikke smørrebrød nu. (ser hen) Ja, kanske Gregers tar et stykke?
Nå, du kan jo sætte lidt ind alligevel. Skulde du ha’ en skalk, så var det bra’. Og så la’ det være tilstrækkelig smør på, du.
Hedvig nikker fornøjet og går ud i køkkenet igen.
GREGERS
som har fulgt hende med øjnene
Hun ser da ellers nok så frisk og sund ud, synes jeg.
GREGERS
Hun kommer visst til at ligne Dem med tiden, fru Ekdal. Hvor gammel kan hun nu være?
HIS: 78
GREGERS
Temmelig stor for sin alder da.
GINA
Ja, hun er skudt svært op i det sidste året.
GREGERS
GINA
Nu har vi været gift i –; jaha, snart i femten år.
GREGERS
Nej, tænk, er det så længe!
GINA
blir opmærksom; ser på ham
Ja det er det da rigtignok.
HJALMAR
Ja visst er det så. Femten år på nogen få måneder nær. (slår over) Det må ha’ været lange år for dig der oppe på værket, det, Gregers.
GREGERS
De var lange så længe jeg leved dem; – nu bagefter ved jeg næsten ikke, hvor den tiden er ble’t af.
Gamle Ekdal kommer fra sit værelse, uden piben, men med sin gammeldagse uniformshue på hodet; hans gang er lidt ustø.
HIS: 79
EKDAL
Se så, du, Hjalmar, nu kan vi sætte os og snakke om dette her – hm. Hvad var det nu for noget?
HJALMAR
går imod ham
Far, her er nogen. Gregers Werle –. Jeg ved ikke, om du kan huske ham.
Werle? Er det sønnen, det? Hvad er det, han vil mig?
HJALMAR
Ingen ting; det er til mig, han kommer.
HJALMAR
Nej visst ikke, nej.
EKDAL
svinger med armene
Ikke for det, ser du; jeg er ikke ræd, men –
GREGERS
går hen til ham
Jeg vilde bare hilse Dem fra de gamle jagttomterne, løjtnant Ekdal.
EKDAL
Jagttomterne?
GREGERS
Ja, deroppe rundt omkring Højdalsværket.
HIS: 80
EKDAL
Nå, der oppe. Ja, der var jeg godt kendt før i tiden.
EKDAL
Hedvig bringer en tallerken smørrebrød, som hun sætter på bordet.
HJALMAR
Sæt dig nu, far, og få dig et glas øl. Vær så god, Gregers.
Ekdal mumler og stavrer hen til sofaen. Gregers sætter sig på stolen nærmest ved ham, Hjalmar på den anden side af Gregers. Gina sidder lidt fra bordet og syr; Hedvig står hos sin far.
GREGERS
Kan De mindes det, løjtnant Ekdal, når Hjalmar og jeg var oppe og besøgte Dem om sommeren og i juletiden?
EKDAL
GREGERS
ser deltagende på ham
Og nu jager De aldrig mere.
GREGERS
Ikke så gild som i Deres tid. Den er hugget svært ud.
EKDAL
GREGERS
Hvorledes kan en mand som De, – slig en friluftsmand, – leve midt i en kvalm by, her inde mellem fire vægge?
EKDAL
ler småt og skotter til Hjalmar
Å, her er ikke så ilde her. Slet ikke så ilde.
GREGERS
Men alt det, som Deres sind er vokset sammen med? Denne svale strygende luftningen, dette fri livet i skog og på vidder, mellem dyr og fugl –?
HJALMAR
hurtig og lidt forlegen
Å nej, nej, far; ikke i aften.
HIS: 82
GREGERS
Hvad vil han vise mig?
HJALMAR
Å, det er bare noget sådant –; du kan få se det en anden gang.
GREGERS
fortsætter til den gamle
Ja, det var det, jeg mente, løjtnant Ekdal, at nu skulde De følge med mig opover til værket; for jeg rejser visst snart igen. De kunde sagtens få noget skriveri deroppe også. Og her har De jo ingen verdens ting, som kan hygge Dem og kvikke Dem op.
EKDAL
stirrer forbauset på ham
Har jeg ingen verdens ting, som –!
GREGERS
Ja, De har Hjalmar; men han har jo sine igen. Og en mand som De, der altid har kendt sig så dragen til det, som frit og vildt er –
HJALMAR
Nej men, far, er nu det værdt? Det er jo mørkt –
EKDAL
Snak; det er jo månelyst. (rejser sig) Han skal se det, siger jeg. Lad mig slippe frem. Kom så og hjælp mig, Hjalmar!
HIS: 83
HEDVIG
Å ja, gør det, far!
HJALMAR
rejser sig
Ja – ja da.
GREGERS
til Gina
Hvad er det for noget?
Ekdal og Hjalmar er gåt hen til bagvæggen og skyder hver sin halvdør til siden; Hedvig hjælper den gamle; Gregers blir stående ved sofaen; Gina sidder uforstyrret og syr. Gennem døråbningen ses et stort, langstrakt, uregelmæssigt loftsrum med krinkelkroge og et par fritstående skorstenspiber. Der er tag-glugger, hvorigennem et klart månelys falder ind over enkelte dele af det store rum; andre ligger i dyb skygge.
skyder hver sin halvdør til siden; Hedvig hjælper den gamle; Gregers blir stående ved sofaen; Gina sidder uforstyrret og syr. Gennem døråbningen ses et stort, langstrakt, uregelmæssigt loftsrum med krinkelkroge og et par fritstående skorstenspiber. Der er tag-glugger, hvorigennem et klart månelys falder ind over enkelte dele af det store rum; andre ligger i dyb skygge.
GREGERS
går hen til dem
Hvad er det så egentlig?
EKDAL
De kan jo se efter. Hm.
HJALMAR
noget forlegen
Dette her hører far til, skønner du.
HIS: 84
GREGERS
ved døren, ser ind i loftsrummet
EKDAL
HEDVIG
Og så er der –
EKDAL
Hys – hys; ikke sig noget endnu.
GREGERS
Og duer har De også, ser jeg.
EKDAL
GREGERS
Ja; hvad bruger De den til?
HIS: 85
EKDAL
GREGERS
Nå; så De har kaniner også?
EKDAL
EKDAL
stødt
Jo, begribeligvis er det en and.
HJALMAR
Men hvad slags and, tror du?
HEDVIG
Det er ikke nogen simpel and –
EKDAL
Hys!
HIS: 86
GREGERS
EKDAL
Nej, herr – Werle; det er ikke nogen tyrkisk and; for det er en vildand.
GREGERS
Nej, er det virkelig? En vild and?
EKDAL
HEDVIG
Min vildand. For jeg ejer den.
GREGERS
Og den kan leve her oppe på loftet? Og trives her?
EKDAL
De kan da vel forstå, at hun har et traug med vand til at plaske i.
HJALMAR
Friskt vand hver anden dag.
GINA
vender sig mod Hjalmar
Men, snille Ekdal, nu blir her så isende koldt, du.
HIS: 87
EKDAL
Hm, lad os så lukke da. Er ikke værdt vi forstyrrer dem i natteroen heller. Ta’ i, du Hedvig.
Hjalmar og Hedvig skyver loftsdøren sammen.
EKDAL
En anden gang kan De få se hende rigtig. (sætter sig i lænestolen ved ovnen) Å, de er svært mærkværdige, de vildænderne, kan De tro.
EKDAL
Har ikke fanget den, jeg. Der er en viss mand her i byen, som vi kan takke for den.
GREGERS
studser lidt
Den mand skulde da vel aldrig være min far?
EKDAL
Jo så sandelig. Akkurat Deres far. Hm.
GREGERS
Du fortalte jo før, at du skyldte far så mangt og mangfoldigt; og så tænkte jeg som så –
HIS: 88
GINA
Men vi har da ikke fåt anden af grossereren selv –
EKDAL
HJALMAR
Ja, hun fik sådan en to–tre stykker.
HEDVIG
Hun fik det under vingen, og så kunde hun ikke flyve.
GREGERS
Nå, så dukked hun vel til bunds da?
EKDAL
søvnig, med tykt mæle
GREGERS
Men, løjtnant Ekdal, Deres vildand kom da op igen.
EKDAL
HIS: 89
GREGERS
vendt til Hjalmar
Og så fik I den her?
Ikke straks; først kom den hjem til din far; men der vilde den ikke trives; og så fik Pettersen besked, at han skulde gøre ende på den –
HJALMAR
taler sagtere
HJALMAR
Ja, så utrolig vel, du. Den er ble’t fed. Nå, den har jo nu også været så længe der inde, at den har glemt det rigtige vilde liv; og det er bare det, som det kommer an på.
GREGERS
Du har visst ret i det, Hjalmar. Lad den bare aldrig få se himmel og hav –. Men jeg tør nok ikke bli’ længer; for jeg tror, din far sover.
HIS: 90
GREGERS
Men, det er sandt, – du sa’, du havde et værelse at leje ud, – et ledigt værelse?
HJALMAR
Ja vel; hvad så? Ved du kanske nogen –?
GREGERS
Kan jeg få det værelset?
HJALMAR
Du?
GINA
Nej men De, herr Werle –
GREGERS
Kan jeg få værelset? Så flytter jeg ind straks imorgen tidlig.
HJALMAR
Ja, med den største fornøjelse –
GINA
Nej men, herr Werle, det er slettes ikke noget værelse for Dem, det.
HJALMAR
Men, Gina, hvor kan du da sige det?
HIS: 91
GREGERS
Det kommer det ikke så nøje an på, fru Ekdal.
GINA
Men husk på de to, som bor nedenunder.
GREGERS
Hvad er det for to?
GINA
Å, det er en, som har været huslærer –
HJALMAR
Det er en kandidat Molvik.
GINA
– og så er det en dokter, som heder Relling.
GREGERS
Relling? Ham kender jeg lidt til; han praktiserte en tid oppe i Højdal.
HIS: 92
GREGERS
Sligt vænner en sig snart til. Jeg håber, det skal gå med mig som med vildanden –
GINA
Hm, jeg synes nok De skulde sove på det først alligevel.
GREGERS
De vil nok svært nødig ha’ mig ind i huset, fru Ekdal.
HJALMAR
GREGERS
tar sin overfrakke på
Ja, nu tænker jeg at bli’ her.
HJALMAR
Men ikke hjemme hos din far? Hvad agter du da at ta’ dig til?
GREGERS
HJALMAR
Å, det synes jeg slet ikke.
HIS: 93
GREGERS
Huf! Isch! Jeg kunde ha’ lyst til at spytte på den fyren, som heder sligt noget. Men når en nu engang har det kors på sig at være Gregers – Werle her i verden, således som jeg er det –
HJALMAR
ler
Ha-ha, hvis du ikke var Gregers Werle, hvad vilde du så være for noget?
GREGERS
Kunde jeg vælge, så vilde jeg aller helst være en flink hund.
GINA
En hund!
HEDVIG
uvilkårligt
Å nej da!
GREGERS
GREGERS
Å nej, der er sagtens ikke rar mening i det heller. Men imorgen tidlig altså – så flytter jeg ind. (til Gina) De skal ikke få noget bryderi af mig; for jeg gør al ting selv. (til Hjalmar) Resten snakker vi om imorgen. – Godnat, fru Ekdal. (nikker til Hedvig) Godnat!
HIS: 94
GINA
Godnat, herr Werle.
HEDVIG
Godnat.
Gregers og Hjalmar går ud gennem gangdøren.
GINA
ser hen for sig, med sytøjet i fanget
Var ikke det en underlig snak, at han gerne vilde være en hund?
GINA
Hvad skulde det være for noget?
HEDVIG
Nej, jeg ved ikke; men det var ligesom han mente noget andet, end det han sa’ – hele tiden.
GINA
Tror du det? Ja underlig var det.
HJALMAR
kommer tilbage
HIS: 95
GINA
Hvorledes om sig?
HJALMAR
Ja, for det var da heldigt alligevel, at vi endelig fik det værelset lejet bort en gang. Og så, tænk, – til et menneske som Gregers, – en gammel god ven.
GINA
Ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, jeg.
HJALMAR
Jo, Ekdal; hvis det bare havde været til en anden en, så –. Men hvad tror du, grossereren vil sige?
HJALMAR
Gamle Werle? Det rager da ikke ham.
GINA
HJALMAR
Ja, det kan gerne være, men –
HIS: 96
GINA
Og nu kanske grossereren tror, det er dig, som har ståt bag ved –
HJALMAR
GINA
Men, snille Ekdal, det kan komme til at gå ud over gamle-far; kanske mister han nu den stakkers lille fortjenesten, han har hos Gråberg.
HJALMAR
HEDVIG
Å ja far! Gør det!
GINA
Hys; væk ham bare ikke!
HJALMAR
sagtere
Jeg skal udføre den, siger jeg. Der skal nok engang komme den dag, da –. Og derfor er det godt, vi fik værelset lejet ud; for så er jeg mere uafhængig stillet. Og det må den mand være, som
HIS: 97
har en opgave i livet. (henne ved lænestolen, bevæget) Stakkers gamle hvidhårede far. – 1.utg: 94
Lid på din Hjalmar, du. – Han har brede skuldre, han; – kraftfulde skuldre i al fald. – Du skal nok en vakker dag vågne op og –. (til Gina) Tror du det kanske ikke?
HJALMAR
Ja, lad os det.
De tar varligt fat på den gamle.
HIS: 98
Hjalmar Ekdals atelier. Det er morgen; dagslyset falder ind gennem det store vindu i skråtaget; forhænget er fratrukket.
forhænget er fratrukket.Hjalmar sidder ved bordet beskæftiget med at retouchere et fotografi; flere andre billeder ligger foran ham. Lidt efter kommer Gina i hat og kåbe ind gennem gangdøren; hun har en lågkurv på armen.
retouchere et fotografi; flere andre billeder ligger foran ham. Lidt efter kommer Gina i hat og kåbe ind gennem gangdøren; hun har en lågkurv på armen.
HJALMAR
Er du alt der igen, Gina?
GINA
Å ja, en får nok rappe sig. (sætter kurven på en stol og tar tøjet af)
HJALMAR
Så du indom til Gregers?
GINA
HJALMAR
Nå da?
HIS: 100
HJALMAR
Å nej da.
GINA
GINA
HJALMAR
Hvor har han så gjort af sig imens?
GINA
Han gik ud lidt, sa’ han.
HJALMAR
HIS: 101
GINA
Jeg får jo se at finde lidt.
HJALMAR
Men lad det endelig ikke bli’ for knapt. For Relling og Molvik kommer nok også herop, tror jeg. Jeg traf just Relling på trappen, ser du, og så måtte jeg jo –
GINA
Nå, skal vi ha’ de to også?
HJALMAR
Herre gud, – et par stykker mere eller mindre; det gør da hverken fra eller til.
GAMLE EKDAL
åbner sin dør og ser ind
Hør her, du Hjalmar – (bemærker Gina) Nå så.
GINA
tar kurven
Pas endelig godt på ham, så han ikke går ud.
HJALMAR
HIS: 102
GINA
HJALMAR
Nej visst ikke; gi’ du dig tid.
GINA
Ja ja da; og så kan jo du få arbejde lidt imens.
GINA
For så har du det fra hånden, ser du.
Hun går med kurven ud i køkkenet.
Hjalmar sidder en stund og pensler på fotografiet; det går trægt og med ulyst.
Har du det travlt, du?
HJALMAR
Ja, jeg sidder jo her og stræver med disse billederne –
EKDAL
Ja ja, gud bevar’s, – når du har det så travlt, så –. Hm! (går ind igen; døren blir stående åben)
HJALMAR
fortsætter en stund i taushed; derpå lægger han penselen fra sig og går hen til døren
Har du det travlt, far?
HIS: 103
EKDAL
brummer indenfor
Når du har det travlt, så har jeg det også travlt. Hm!
HJALMAR
Ja ja da. (går til sit arbejde igen)
EKDAL
lidt efter, kommer atter frem i døren
Hm; ser du, Hjalmar, så svært travlt har jeg det jo ikke.
HJALMAR
Jeg synes du sad og skrev.
HJALMAR
Nej; og du er da ikke nogen træl heller.
EKDAL
Og så var det dette her andet derinde –
HJALMAR
Ja, det var just det. Vil du kanske derind? Skal jeg lukke op for dig?
HJALMAR
rejser sig
For så havde vi det fra hånden.
HIS: 104
EKDAL
Just så, ja. Skal jo være færdig til imorgen tidlig. For det er jo imorgen? Hm?
HJALMAR
Ja visst er det imorgen.
Hjalmar og Ekdal skyver hver sin halvdør til side. Morgensolen skinner derind gennem taggluggerne; nogle duer flyver frem og tilbage, andre går og kurrer på stilladserne; hønsene kagler en gang imellem længere inde på loftet.
HJALMAR
Nå, så får du gå ivej da, far.
HJALMAR
Han trækker i en snor; indefra glider ned et forhæng, hvis nedre del består af en stribe gammel sejldug, resten, oventil, af et stykke udspændt fiskegarn. Loftsgulvet er således ikke længer synligt.
HJALMAR
går hen til bordet
Se så; nu kan jeg da vel få sidde i fred en stund.
HIS: 105
HJALMAR
Var det kanske bedre, om han havde rendt ned til madam Eriksen? (sætter sig) Er det noget, du vil? Du sa’ jo –
GINA
Jeg vilde bare spørge, om du tror, vi kan dække frokostbordet her?
HJALMAR
Ja, her har da vel ikke meldt sig nogen så tidlig?
HJALMAR
Fanden, at ikke de kunde sidde sammen en anden dag!
GINA
Nej, snille Ekdal, dem har jeg bestilt til efter middag, når du sover.
HJALMAR
Nå, så er det jo bra’. Ja, så spiser vi her.
GINA
Ja ja da; men det haster ikke med at dække endnu; du kan godt bruge bordet en stund til.
HJALMAR
Å jeg synes, du ser, jeg sidder her og bruger bordet alt det jeg kan!
HIS: 106
GINA
For så er du fri siden, ser du. (går ud i køkkenet igen)
Kort ophold.
EKDAL
i loftsdøren, indenfor garnet
Hjalmar!
HJALMAR
Nå?
HJALMAR
Ja, det er jo det, jeg har sagt hele tiden.
Hjalmar arbejder lidt, skotter mod loftet og rejser sig halvt.
Hedvig kommer ind fra køkkenet.
HJALMAR
sætter sig hurtig ned igen
Hvad er det du vil?
HEDVIG
Jeg vilde bare ind til dig, far.
HJALMAR
lidt efter
Jeg synes, du går sådan og snuser omkring. Skal du passe på kanske?
HIS: 107
HEDVIG
Nej slet ikke det.
HJALMAR
Hvad tar mor sig til derude nu?
HJALMAR
HEDVIG
Å nej, far; nu skal du ikke snakke så stygt.
Hun går lidt omkring, standser ved døråbningen og ser ind i loftsrummet.
HJALMAR
Hvad er det, han tar sig for, du?
HJALMAR
Aldrig i verden klarer han det på egen hånd! Og så skal jeg være fordømt til at sidde her –!
HEDVIG
går hen til ham
Lad mig få penselen, far; jeg kan nok.
HIS: 108
HJALMAR
Å snak; du bare fordærver øjnene med det.
HJALMAR
rejser sig
Ja, det vilde jo ikke vare mere end et minut eller to.
HEDVIG
Pyt, hvad skulde det så gøre? (tar penselen) Se så. (sætter sig) Og her har jeg et at se efter.
HJALMAR
HJALMAR
Du er svært flink, Hedvig. Bare et par minutter, forstår du.
Han smyger sig gennem kanten af forhænget ind på loftet. Hedvig sidder ved sit arbejde. Hjalmar og Ekdal høres at disputere derinde.
HJALMAR
kommer frem indenfor garnet
HIS: 109
Hedvig har hentet det forlangte værktøj fra reolen og stikker det ind til ham.
HJALMAR
Så tak. Jo, det var nok godt, jeg kom, du. (går fra døråbningen; de snedkrer og passiarer derinde)
Hedvig blir stående og ser på dem. En stund efter banker det på gangdøren; hun lægger ikke mærke til det.
HEDVIG
vender sig og går imod ham
God morgen. Vær så god, kom nærmere.
GREGERS
Nej, nej, gør ikke det; jeg vil heller vente lidt. (sætter sig i sofaen)
GREGERS
Å lad bare ligge. Er det billeder, som skal gøres i stand?
HIS: 110
HEDVIG
Ja, det er lidt, jeg skulde hjælpe far med.
HEDVIG
Å nej.
Hun flytter sagerne hen til sig og sætter sig til at arbejde; Gregers ser imens på hende i taushed.
HEDVIG
Jo tak, jeg tror visst det.
GREGERS
vendt mod loftsrummet
Ved dagslys ser det ganske anderledes ud end igår i måneskin.
HEDVIG
GREGERS
Har De lagt mærke til det?
HEDVIG
Ja, for det ser en jo.
HIS: 111
GREGERS
Holder De også gerne til der inde hos vildanden?
HEDVIG
Ja, når det lar sig gøre, så –
GREGERS
Men De har sagtens ikke så megen fritid; De går vel på skolen.
HEDVIG
Nej, ikke nu længer; for far er ræd, jeg skal fordærve øjnene.
GREGERS
Nå, så læser han altså selv med Dem.
HEDVIG
Far har lovet, at han vilde læse med mig; men han har ikke fåt tid til det endnu.
GREGERS
Men er der da ikke nogen anden, som hjælper Dem lidt?
GREGERS
Er han fuld da?
HEDVIG
Han er visst det.
HIS: 112
GREGERS
Nå, så har De jo tid til noget af hvert. Og der inde, der er det vel som en verden for sig selv, der, – kan jeg tænke?
HEDVIG
Så rent for sig selv. Og så er der så mange underlige ting.
GREGERS
Så?
HEDVIG
Ja, der er store skabe med bøger i; og i mange af de bøgerne er der billeder.
HEDVIG
HEDVIG
Ja. Og så er der gamle farveskrin og sligt noget; og så alle bøgerne.
GREGERS
Og de bøgerne læser De vel i?
HIS: 113
HEDVIG
Å ja, når jeg kan komme til. Men de fleste er på engelsk; og det skønner jeg ikke. Men så ser jeg på billederne. – Der er en svært stor bog, som heder « Harrysons History of London»; den er visst 100 år gammel; og den er der så umådelig mange billeder i. Foran står afbildet døden med et timeglas, og en jomfru. Det synes jeg er fælt. Men så er der alle de andre billederne med kirker og slotte og gader og store skibe, som sejler på havet.
Harrysons History of London»; den er visst 100 år gammel; og den er der så umådelig mange billeder i. Foran står afbildet døden med et timeglas, og en jomfru. Det synes jeg er fælt. Men så er der alle de andre billederne med kirker og slotte og gader og store skibe, som sejler på havet.
GREGERS
Men sig mig, hvor har De fåt alle de rare sagerne fra?
HEDVIG
HEDVIG
Nej. Men så blev han borte tilsidst; og så er alt det ble’t stående efter ham.
GREGERS
Hør, sig mig nu, – når De sidder der inde og ser på billeder, får De så ikke lyst til at komme ud og se på den store rigtige verden selv?
HIS: 114
GREGERS
Med at gøre fotografier istand?
HEDVIG
GREGERS
Hm; hvad siger Deres far til det?
HEDVIG
HEDVIG
Men far har jo ret i det, at havde jeg lært at flette kurve, så kunde jeg nu ha’ gjort den nye kurven til vildanden.
GREGERS
Det kunde De, ja; og De var jo også nærmest til det.
HEDVIG
Ja; for det er min vildand.
GREGERS
Ja, det er jo det.
HIS: 115
HEDVIG
GREGERS
Så; hvad bruger de den da til?
HEDVIG
Å, de steller med den og bygger for den, og sådant noget.
GREGERS
Kan tænke det; for vildanden er vel den aller fornemste der inde.
GREGERS
Har ingen familje ligesom kaninerne. –
HEDVIG
Nej. Hønsene har jo også så mange, som de har været kyllinger sammen med; men hun er kommen så rent bort fra alle sine, hun. Og så er det jo alt det svært forunderlige ved vildanden. Der er ingen, som kender hende; og ingen, som ved, hvor hun er fra heller.
HEDVIG
ser flygtig hen på ham, undertrykker et smil og spør
Hvorfor siger De havsens bund?
HEDVIG
De kunde sige havets bund – eller havbunden.
GREGERS
Å, kan jeg ikke lige så godt sige havsens bund?
GREGERS
Hvorfor det da? Sig mig hvorfor.
HEDVIG
Nej, jeg vil ikke; for det er noget så dumt.
GREGERS
Å nej visst ikke. Sig mig nu, hvorfor De smilte.
HEDVIG
Det er fordi, at altid, når jeg sådan med én gang – i en fart – kommer til at huske på det der inde, så synes jeg altid, at hele rummet og alt sammen heder «havsens bund». – Men det er jo så dumt.
GREGERS
Det skal De slet ikke sige.
HEDVIG
Jo, for det er jo bare et loft.
HIS: 117
GREGERS
ser fast på hende
Er De så viss på det?
HEDVIG
forbauset
At det er et loft!
Hedvig tier og ser på ham med åben mund.
Gina kommer med dækketøj fra køkkenet.
GREGERS
rejser sig
Jeg er nok kommet for tidlig over Dem.
GINA
Å et steds må De jo være; og nu er det snart færdig også. Ryd af bordet, Hedvig.
Hedvig rydder op; hun og Gina dækker under det følgende. Gregers sætter sig i lænestolen og blader i et album.
GREGERS
Jeg hører, De kan retouchere, fru Ekdal.
GINA
med et sideblik
Jaha, jeg kan det.
HIS: 118
GINA
Hvorledes heldig?
GREGERS
Siden Ekdal blev fotograf, mener jeg.
HEDVIG
Mor kan også fotografere.
GREGERS
Så er det kanske Dem, som driver forretningen?
GINA
Ja, når ikke Ekdal har tid selv, så –
GINA
GREGERS
Det synes jeg også; men når han nu engang er slåt ind på den vejen, så –
GINA
Herr Werle kan da vel tænke sig det, at Ekdal ikke er som en af de almindelige fotograferne.
HIS: 119
GREGERS
Nå så alligevel! Men –?
Et skud fyres af inde på loftet.
GINA
Uf, nu skyder de igen!
GREGERS
Skyder de også?
HEDVIG
De går på jagt.
GREGERS
Hvad for noget! (henne ved loftsdøren) Går du på jagt, Hjalmar?
HJALMAR
indenfor garnet
GREGERS
Går du og skyder inde på loftet?
HIS: 120
GINA
GINA
Å, det er da ikke stort bedre, det, synes jeg.
GREGERS
Så du er altså ble’t jæger, du også, Hjalmar?
HJALMAR
Bare lidt kaninjagt en gang imellem. Det er mest for fars skyld, kan du skønne.
GINA
Ja det er jo akkurat det jeg siger.
HJALMAR
Nå; hm! (til Gregers) Jo, ser du, og så træffer det sig så heldigt, at loftet ligger slig til, at ingen kan høre det, når vi skyder. (lægger pistolen på den øverste reolhylde) Ikke rør pistolen, Hedvig! Det ene løbet er ladt; husk på det.
HJALMAR
Det er fars gamle gevær. Det kan ikke skydes med længer; for der er noget galt fat med låsen. Men det er ganske morsomt at ha’ det alligevel; for vi kan ta’ det fra hinanden og gøre det rent en gang imellem og smøre det med benfedt og skrue det sammen igen –. Ja, det er jo mest far, som pusler med sligt noget.
benfedt og skrue det sammen igen –. Ja, det er jo mest far, som pusler med sligt noget.
HEDVIG
henne ved Gregers
Nu kan De da rigtig se vildanden.
GREGERS
Jeg står just og ser på den. Hun hænger lidt med den ene vingen, synes jeg.
HJALMAR
Nå, det er da ikke så underligt; hun har jo været skamskudt.
GREGERS
Og så slæber hun lidt på foden. Eller er det ikke så?
HJALMAR
Kanske en bitte liden smule.
HJALMAR
HIS: 122
GREGERS
med et øjekast til Hedvig
– og som har været på havsens bund – så længe.
HEDVIG
smiler
Ja.
GINA
Ja straks på timen. Hedvig, nu må du komme og hjælpe mig.
Gina og Hedvig går ud i køkkenet.
HJALMAR
halv højt
Jeg tror ikke, det er værdt, du står der og ser på far; han liker det ikke.
HJALMAR
Og så er det bedst jeg stænger, før de andre kommer ind. (skræmmer med hænderne) Hysch – hysch; vil I væk med jer! (i det han hejser forhænget op og trækker døren sammen) Disse her remedierne er min egen opfindelse. Det er virkelig ganske morsomt at ha’ sligt noget at stelle med og gøre i stand, når det går i stykker. Og så er det desuden aldeles nødvendigt, ser du; for Gina vil ikke gerne ha’ kaniner og høns ind i atelieret.
remedierne er min egen opfindelse. Det er virkelig ganske morsomt at ha’ sligt noget at stelle med og gøre i stand, når det går i stykker. Og så er det desuden aldeles nødvendigt, ser du; for Gina vil ikke gerne ha’ kaniner og høns ind i atelieret.
HIS: 123
GREGERS
Nej, nej; og det er kanske din kone, som står for styret her?
HJALMAR
Jeg overlader hende i almindelighed de løbende forretninger; for så kan jeg imens ty ind i dagligstuen og tænke over de ting, som vigtigere er.
GREGERS
Hvad er det egentlig for ting, du Hjalmar?
HJALMAR
Jeg undrer mig over, at du ikke har spurgt om det før. Eller kanske du ikke har hørt tale om opfindelsen?
HJALMAR
Så? Du har ikke det? Å nej, der oppe i skogtrakterne og ødemarkerne –
GREGERS
Du har altså gjort en opfindelse!
HJALMAR
Ikke ganske gjort den endnu; men jeg holder på med det. Du kan jo nok tænke dig, at da jeg beslutted at offre mig for fotografien, så var det ikke for at gå her og ta’ portrætter af alskens hverdagsmennesker.
HIS: 124
GREGERS
Nej, nej, det sa’ også din kone nu nylig.
GREGERS
Og hvad består så den opfindelsen i? Hvad går den ud på?
Ja, kære, du må ikke spørge således om enkeltheder endnu. Det tar tid, ser du. Og så skal du ikke tro det er forfængelighed, som driver mig. Jeg arbejder visselig ikke for min egen skyld. Å nej, det er livsopgaven, som står for mig nat og dag.
GREGERS
Hvilken livsopgave da?
HJALMAR
Glemmer du gubben med sølvhåret?
GREGERS
Din stakkers far; ja, men hvad kan du egentlig gøre for ham?
HJALMAR
HIS: 125
GREGERS
Det er altså din livsopgave.
HJALMAR
Ja. Jeg vil redde den skibbrudne mand. For skibbrud led han allerede da uvejret brød løs over ham. Da disse forfærdelige undersøgelserne stod på, var han ikke længer sig selv.
1.utg: 124
Pistolen der henne, du, – den, som vi bruger til at skyde kaniner med, – den har spillet en rolle i den ekdalske slægts tragedie.
GREGERS
Pistolen! Så?
HJALMAR
Da dommen var afsagt og han skulde sættes fast, – da havde han pistolen i sin hånd –
GREGERS
Havde han –!
HJALMAR
Ja; men han turde ikke. Han var fejg. Så forkommet, så ruineret på sjælen var han ble’t allerede dengang. Å, kan du begribe det? Han, en militær, han, som havde skudt ni bjørne, og som stammed ned fra oberstløjtnanter, – ja, fra den ene efter den anden, naturligvis –. Kan du begribe det, Gregers?
HU: 104
to oberstløjtnanter, – ja, fra den ene efter den anden, naturligvis –. Kan du begribe det, Gregers?
GREGERS
Ja, jeg begriber det godt.
HJALMAR
Jeg ikke. Og så greb pistolen atter ind i vor slægts historie. Da han havde fåt den grå klædning på og sad under
den grå klædning på og sad under HIS: 126
lås og lukke, – å, det var forfærdelige tider for mig, kan du tro. 1.utg: 125
Jeg havde rullegardinerne nede for begge mine vinduer. Når jeg kikked ud, så jeg, at solen skinned som den plejer. Jeg begreb det ikke. Jeg så menneskene gå på gaden og le og snakke om ligegyldige ting. Jeg begreb det ikke. Jeg syntes, at hele tilværelsen måtte stå stille ligesom under en solformørkelse.
GREGERS
Slig følte jeg det også, da mor var død.
GREGERS
Du tænkte også på at –!
HJALMAR
Ja.
GREGERS
Men du skød ikke?
HJALMAR
Nej. I det afgørende øjeblik vandt jeg sejr over mig selv. Jeg blev i live. Men du kan tro, der hører mod til at vælge livet under de vilkår.
GREGERS
Ja, det er som man tar det.
Jo, ubetinget, du. Men det var bedst så; for nu gør jeg snart opfindelsen; og da tror doktor Relling, ligesom jeg, at far kan få lov til at bære uniformen igen. Jeg vil fordre det som min eneste løn.
GREGERS
Så det er det med uniformen, som han –?
HJALMAR
Ja, det er det, han mest higer og stunder efter. Du kan ikke forestille dig, hvorledes det skærer mig i hjertet for ham. Hver gang vi fejrer en liden familjefest – som Ginas og min bryllupsdag, eller hvad det nu kan være – da træder oldingen her ind iført sin løjtnantsuniform fra lykkens dage. Men
higer og stunder efter. Du kan ikke forestille dig, hvorledes det skærer mig i hjertet for ham. Hver gang vi fejrer en liden familjefest – som Ginas og min bryllupsdag, eller hvad det nu kan være – da træder oldingen her ind iført sin løjtnantsuniform fra lykkens dage. Men HU: 105
banker det så bare på gangdøren, – for han tør jo ikke vise sig for fremmede, ved du, – da piler han ind i sit kammers igen, så fort som de gamle ben vil bære ham. Sligt er sønderslidende for et sønnehjerte at se på, du!
GREGERS
Hvad tid omtrent tror du den opfindelsen kan bli’ færdig?
HJALMAR
Nej, herre gud, du må ikke spørge mig om sådanne enkeltheder som tiden. En opfindelse,
1.utg: 127
det er noget, som en ikke helt og holdent er herre over selv. Det kommer for en stor del an på inspirationen, – på en indskydelse, – og det er næsten umulig på forhånd at beregne, hvad tid den indtræder.
GREGERS
Men fremad går det da vel?
HIS: 128
HJALMAR
GREGERS
HJALMAR
Nej, nej, nej; tvert imod. Du må ikke sige noget sådant. Jeg kan da ikke evig og altid gå her og hænge over de samme anstrængende tankerne. Jeg må ha’ noget ved siden af, som kan fylde ventetiden ud. Inspirationen, indskydelsen, ser du, – når den kommer, så kommer den alligevel.
HJALMAR
Af vildanden? Hvorledes det, mener du?
GREGERS
Du har dukket under og bidt dig fast i bundgræsset.
HJALMAR
Sigter du kanske til det næsten dødbringende skud, som har rammet far i vingen – og mig også?
HJALMAR
Jeg? Dø i mørke! Nej, ved du hvad, Gregers, du skal virkelig la’ være med slig snak.
GREGERS
Vær bare rolig; jeg skal nok se at få dig op igen. For jeg har også fåt en livsopgave nu, ser du; jeg fik den igår.
HJALMAR
HJALMAR
Nej, kære snille Gregers, snak nu ikke mere om sot og forgift; jeg er slet ikke vant til den slags samtaler; i mit hus snakker man aldrig til mig om uhyggelige ting.
GREGERS
Nej, det skal du nok få mig til at tro.
HIS: 130
HJALMAR
Nej, for jeg har ikke godt af det. Og her er ingen sumpluft, som du udtrykker dig. I den fattige fotografs hjem er taget lavt, det ved jeg nok, – og mine kår er ringe. Men jeg er en opfinder, du, – og jeg er familjeforsørger tillige. Det bærer mig oppe over de små vilkår. – Ah, der kommer de med frokosten!
vilkår. – Ah, der kommer de med frokosten!Gina og Hedvig bringer ølflasker, brændevinskaraffel, glasse og andet tilbehør. I det samme kommer Relling og Molvik ind fra gangen; de er begge uden hat og overtøj; Molvik er sortklædt.
GINA
sætter sagerne på bordet
Nå, de to kommer da rigtig til rette tid.
RELLING
GREGERS
Jeg flytted ind nu imorges.
HIS: 131
RELLING
Og nedenunder bor Molvik og jeg, så De har ikke langt til doktor og prest, om De skulde få brug for slige nogen.
HJALMAR
Å, kom nu ikke ind på det uhyggelige igen!
HJALMAR
GREGERS
Skal vi ikke vente på din far?
HJALMAR
Nej, han vil ha’ sit ind til sig siden. Kom så!
Herrerne sætter sig til frokostbordet, spiser og drikker. Gina og Hedvig går ud og ind og varter op.
GINA
Så? Igår igen?
HIS: 132
RELLING
Hørte De ham ikke, da jeg kom hjem med ham inat?
GINA
Nej, jeg kan ikke sige det.
RELLING
Det var bra’; for inat var Molvik fæl.
GINA
Er det sandt, Molvik?
La’ os slå en streg over nattens hændelser. Sligt afhænger jo ikke af mit bedre jeg.
RELLING
til Gregers
GREGERS
Dæmonisk?
GREGERS
Hm.
RELLING
Og dæmoniske naturer er ikke skabt til at gå lige på benene gennem verden; de må ud på afveje en gang iblandt. – Nå, og De holder altså ud der oppe på det fæle svarte værket endnu?
HIS: 133
GREGERS
Jeg har holdt ud indtil nu.
RELLING
Og fik De så inkasseret den fordringen, De gik omkring med?
HJALMAR
Har du inkasseret fordringer, Gregers?
GREGERS
Å snak.
RELLING
GREGERS
Jeg var ung dengang.
RELLING
GREGERS
Ikke siden heller.
HIS: 134
RELLING
Nå, så er De vel ble’t så klog at slå lidt af på beløbet da, kan jeg tænke.
GREGERS
Aldrig når jeg står foran et ægte, virkeligt menneske.
RELLING
Og så et stykke flæsk til Molvik.
Det banker på loftsdøren.
HJALMAR
Luk op, Hedvig; far vil ud.
Hedvig går hen og åbner på klem; gamle Ekdal kommer ind med et friskt kaninskind; hun lukker efter ham.
EKDAL
God morgen, mine herrer! Har havt god jagt idag. Har skudt en stor en.
HIS: 135
EKDAL
Har saltet den også. Det er godt, mørt kød, det kaninkødet; og så er det sødt; smager som sukker. God appetit, mine herrer! (går ind i sit værelse)
MOLVIK
rejser sig
Undskyld –; jeg kan ikke –; jeg må ned som snarest –
MOLVIK
skynder sig
Uh – uh! (ud gennem gangdøren)
RELLING
til Hjalmar
Lad os tømme en dram for den gamle jægersmand.
RELLING
HJALMAR
Det er visst så midt imellem; for resten har han nok ikke ret mange hårstrå igen på sin isse.
RELLING
HIS: 136
HJALMAR
Og jeg stræver også, kan du tro.
RELLING
Og så din Hedvig, du Ekdal!
HJALMAR
bevæget
Barnet, ja! Barnet først og fremst. Hedvig, kom hid til mig. (stryger hende over håret) Hvad er det for en dag imorgen, du?
HEDVIG
rusker i ham
Å nej, du skal ikke sige noget, far!
HEDVIG
Å men det blir just dejligt, det!
HJALMAR
Ja da – da skal du se –! Hedvig, jeg har besluttet at sikkre din fremtid. Du skal få det godt så længe du lever. Jeg vil forlange noget for dig, – et eller andet. Det skal være den fattige opfinders eneste løn.
HEDVIG
hvisker med armen om hans hals
Å du snille, snille far!
RELLING
til Gregers
HJALMAR
Ja, disse timer ved bordet sætter jeg virkelig pris på.
RELLING
Sumpluft?
HJALMAR
Å kom nu ikke med den snak igen!
HIS: 138
GREGERS
går fra bordet
Den stank, jeg mener, den lufter De visst ikke ud.
HJALMAR
Stank!
GINA
Ja, hvad synes du, Ekdal!
RELLING
Om forladelse, – det skulde vel ikke være Dem selv, som bringer stanken med der oppe fra gruberne?
GREGERS
Det kunde ligne Dem at kalde for stank, hvad jeg bringer ind i huset.
RELLING
går hen til ham
GREGERS
I brystet går jeg med den.
GREGERS
Og hvis jeg gør det alligevel?
HIS: 139
RELLING
Så kommer De på hodet ned over trapperne; nu ved De det.
HJALMAR
rejser sig
Nej men, Relling!
GREGERS
Ja, kast De mig bare ud –.
GINA
går imellem dem
Det får De ikke lov til, Relling. Men det må jeg sige Dem, herr Werle, at De, som gjorde alt det fæle inde i kakkelovnen Deres, De skulde ikke komme til mig og snakke om stank.
Det banker på gangdøren.
HEDVIG
Mor, der er nogen, som banker.
HJALMAR
Se så; nu skal vi ha’ det rend også!
Grosserer Werle, i pelsfrakke, træder et skridt indenfor.
WERLE
Be’r undskylde; men min søn skal nok bo her i huset.
GINA
svælger vejret
Ja.
HIS: 140
HJALMAR
går nærmere
WERLE
Tak; jeg ønsker blot at tale med min søn.
WERLE
Jeg ønsker at tale med dig i dit værelse.
GREGERS
I mit værelse – nå – (vil gå)
GINA
Nej, der er, ved gud, ikke i den stand at –
HJALMAR
Det kan ske her, herr grosserer. Kom ind i dagligstuen, Relling.
Hjalmar og Relling går ind til højre; Gina tar Hedvig med sig ud i køkkenet.
HIS: 141
WERLE
GREGERS
Jeg har i sinde at åbne Hjalmar Ekdals øjne. Han skal se sin stilling, som den er; – det er det hele.
WERLE
Er det den livsopgaven, du talte om igår?
GREGERS
Ja. Du har ikke levnet mig nogen anden.
WERLE
Er det da mig, som har forkvaklet dit sind, Gregers.
Du har forkvaklet hele mit liv. Jeg tænker ikke på alt det med mor –. Men det er dig, jeg kan takke for, at jeg går og jages og nages under en skyldbetynget samvittighed.
WERLE
Aha, det er samvittigheden, som det er galt fat med.
GREGERS
WERLE
Ja, da burde du sandelig ha’ talt.
HIS: 142
GREGERS
Jeg voved mig ikke til det; så fejg og forskræmt var jeg. Jeg var så usigelig ræd for dig – både dengang og længe bagefter.
WERLE
Den rædsel er gåt over nu, lader det til.
GREGERS
WERLE
Tror du, at du vilde gøre en god gerning med det?
Du mener kanske, at fotograf Ekdal er den mand, at han vilde takke dig til for en slig venskabstjeneste?
GREGERS
Ja! Den mand er han.
WERLE
Hm, – vi får se.
GREGERS
Og desuden – skal jeg bli’ ved at leve længer, så må jeg se at finde helsebod for min syge samvittighed.
HIS: 143
WERLE
Den blir aldrig frisk. Din samvittighed har været sygelig lige fra barneårene. Det er en arvelod fra din mor, Gregers; – den eneste arv, hun efterlod dig.
WERLE
Lad os ikke komme ind på uvedkommende ting. – Holder du altså fast ved det forsæt, at lede fotograf Ekdal ind på et spor, som du formoder er det rigtige?
GREGERS
Ja; det forsæt holder jeg fast ved.
WERLE
Nå, så kunde jeg jo ha’ sparet min gang her op. For da nytter det vel ikke at spørge dig, om du vil flytte hjem til mig igen?
GREGERS
Nej.
WERLE
Og ind i firmaet går du vel ikke heller?
GREGERS
Nej.
WERLE
Godt. Men da jeg nu agter at indgå nyt ægteskab, så vil boet bli’ skiftet imellem os.
WERLE
Du ønsker det ikke?
GREGERS
Nej, jeg tør ikke det for min samvittigheds skyld.
WERLE
lidt efter
Rejser du op til værket igen?
GREGERS
Nej; jeg betragter mig som udtrådt af din tjeneste.
GREGERS
Bare løse min livsopgave; ikke noget andet.
WERLE
Nå, men siden da? Hvad vil du så leve af?
GREGERS
Jeg har lagt lidt op af min løn.
HIS: 145
WERLE
Hvad skal det sige?
GREGERS
Nu svarer jeg ikke på mere.
WERLE
Farvel da, Gregers.
GREGERS
Farvel.
Grosserer Werle går.
HJALMAR
kikker ind
Nu gik han jo?
GREGERS
Ja.
Hjalmar og Relling kommer ind. Gina og Hedvig kommer også, fra køkkenet.
RELLING
Den frokosten, den gik da i vasken.
GREGERS
Tag på dig, Hjalmar; du må gå en lang tur med mig.
HJALMAR
Ja gerne det. Hvad var det, din far vilde? Var det noget om mig?
Kom bare. Vi må snakke lidt sammen. Jeg går ind og trækker frakken på. (ud gennem gangdøren)
GINA
Du skulde ikke gå ud med ham, Ekdal.
RELLING
Nej gør ikke det, du; bliv hvor du er.
HJALMAR
tar sin hat og yderfrakke
Hvad for noget! Når en ungdomsven føler det behov at åbne sig for mig i enrum –!
RELLING
Men, for fanden, – skønner du da ikke, at fyren er gal, forrykt, forstyrret!
HJALMAR
RELLING
Det er da også en ulykke, at ikke det menneske gik til helvede ned i en af Højdalsgruberne.
HIS: 147
RELLING
mumler
Å jo, for jeg har nu så mine funderinger.
GINA
Tror De, at unge Werle er rigtig gal?
RELLING
Nej desværre; han er ikke galere end folk plejer være. Men en sygdom har han rigtignok i kroppen.
GINA
Hvad er det for noget, som fejler ham da?
GINA
Retskaffenhedsfeber?
HEDVIG
Er det en slags sygdom, det?
RELLING
Jaha; det er en national sygdom; men den optræder kun sporadisk. (nikker til Gina) Tak for maden!
Han går ud gennem gangdøren.
Uf, den Gregers Werle, – det har altid vær’t en fæl fisk.
HEDVIG
står ved bordet og ser forskende på hende
Dette her synes jeg er underligt.
Hjalmar Ekdals atelier. Der har nylig været fotograferet; et apparat med klæde over, et stativ, et par stole, en konsol og deslige står fremme på gulvet. Eftermiddagsbelysning; solen er ved at gå bort; noget senere begynder det at mørkne.
et apparat med klæde over, et stativ, et par stole, en konsol og deslige står fremme på gulvet. Eftermiddagsbelysning; solen er ved at gå bort; noget senere begynder det at mørkne.Gina står i den åbne gangdør med en liden kasse og en våd glasplade i hånden og taler med nogen udenfor.
en våd glasplade i hånden og taler med nogen udenfor.
GINA
Ja, ganske bestemt. Når jeg lover noget, så holder jeg det også. På mandag skal det første dusinet være færdig. – Farvel, farvel!
Man hører nogen gå ned af trapperne. Gina lukker døren, stikker pladen ind i kassen og sætter denne ind i det tildækkede apparat.
HEDVIG
kommer ind fra køkkenet
Gik de nu?
GINA
rydder op
Ja, gud ske lov, nu blev jeg da endelig af med dem.
HEDVIG
Men kan du skønne, at ikke far er kommet hjem endnu?
HIS: 150
HEDVIG
GINA
Og så står vel maden og blir kold for ham også.
HEDVIG
Ja tænk, – far, som altid passer så rigtig på at komme hjem til middag!
GINA
Å nu kommer han snart, skal du se.
GINA
råber
Der er han!
Hjalmar Ekdal kommer ind gennem gangdøren.
HJALMAR
uden at se på hende
Jeg blev noget længe, ja.
GINA
Har du kanske spist med Werle?
HJALMAR
hænger frakken op
Nej.
GINA
går mod køkkendøren
Så skal jeg sætte maden ind til dig.
HJALMAR
Nej; lad maden være. Jeg spiser ikke nu.
HEDVIG
går nærmere
Er det ikke bra’ med dig, far?
HJALMAR
Bra’? Å jo, så tålelig. Vi gik en anstrængende tur sammen, Gregers og jeg.
GINA
Det skulde du ikke gøre, Ekdal; for det er du ikke vant til.
Hm; der er mangt og meget, som en mand får vænne sig til i denne verden. (driver lidt omkring) Har her været nogen, mens jeg var ude?
GINA
Ikke andre end de to kæresterne.
HIS: 152
HJALMAR
Ingen nye bestillinger?
GINA
Nej, idag ikke.
HEDVIG
Du skal se, der kommer nok nogen imorgen, far.
HJALMAR
Gid det var så vel; for imorgen tænker jeg at ta’ fat med hele mit alvor.
HEDVIG
Imorgen! Nej men husker du da ikke, hvad det er for en dag imorgen?
HJALMAR
Nå, det er jo sandt –. Ja, så iovermorgen da. Herefter vil jeg gøre al ting selv; jeg vil være ganske alene om hele arbejdet.
GINA
HEDVIG
Og så med vildanden, far, – og med alle hønsene og kaninerne og –!
HJALMAR
Hm, det er sandt. Nå, så fra iovermorgen da. Den fordømte vildanden skulde jeg helst ha’ lyst til at vri’ halsen om på!
HEDVIG
skriger
Vildanden!
GINA
Nu har jeg da aldrig hørt sligt!
HEDVIG
rusker i ham
Nej men, far, – det er jo min vildand!
HJALMAR
HIS: 154
HJALMAR
driver omkring
HEDVIG
går efter ham
Men tænk, vildanden, – den stakkers vildanden!
HJALMAR
standser
HEDVIG
Nej, jeg bryr mig ikke om at gå ud nu.
Ja, ja da, så løber jeg ned køkkentrappen og går indover en liden stund. Kåben og hatten –? Å, det ligger inde hos mig selv. Far, – du må da endelig ikke gøre vildanden noget ondt, mens jeg er ude.
HIS: 155
HJALMAR
Hedvig nikker til forældrene og går ud gennem køkkenet.
HJALMAR
går omkring uden at se op
Gina.
GINA
Ja?
HJALMAR
GINA
Vil du nu føre husholdningsbogen også?
HJALMAR
En skulde ikke tro det; for jeg synes, du får pengene til at strække så mærkværdig langt. (standser og ser på hende) Hvorledes går det til?
GINA
Det er fordi jeg og Hedvig behøver så lidet.
HIS: 156
HJALMAR
GINA
Jeg ved ikke, om det er så rundelig. Jeg kender ikke prisen på sligt noget.
HJALMAR
Nå, hvad får han da så omtrent? Lad mig høre!
GINA
Det er så forskelligt; det blir vel omtrent det, han koster os, og så en liden lommeskilling.
HJALMAR
Det han koster os! Og det har du ikke sagt mig før!
HJALMAR
Og så får han det fra grosserer Werle!
GINA
Å ja, grossereren har da nok at ta’ af, han.
HIS: 157
GINA
tænder
Og så kan vi jo ikke vide, om det er grossereren selv; det kan jo godt være Gråberg –
GINA
Nej jeg ved ikke; jeg tænkte bare –
HJALMAR
Hm!
GINA
GINA
sætter skærmen på
Gør jeg?
HJALMAR
Og så ryster du på hænderne. Eller er det ikke så?
HJALMAR
Er det sandt, – kan det være sandt, at – at der var et slags forhold mellem dig og grosserer Werle, den gang du tjente der i huset?
HIS: 158
GINA
HJALMAR
Men siden altså!
HJALMAR
Nå, og så!
GINA
Ja, det er vel bedst du får vide det. Han gav sig ikke, før han fik sin vilje.
HJALMAR
slår hænderne sammen
Og det er mit barns mor! Hvor kunde du fortie sligt noget for mig!
HJALMAR
Straks skulde du ha’ sagt mig det; – så havde jeg da vidst, hvad du var for en.
HIS: 159
GINA
Men vilde du da ha’ giftet dig med mig alligevel?
HJALMAR
Hvor kan du tænke dig det!
Nej; men derfor så turde jeg ikke sige dig noget dengangen. For jeg kom jo til at holde så svært af dig, som du ved. Og jeg kunde da ikke gøre mig selv rent ulykkelig –
HJALMAR
går om
Og det er min Hedvigs mor! Og så at vide, at alt, hvad jeg her ser for mine øjne – (sparker til en stol) – hele mit hjem, – det skylder jeg en begunstiget forgænger! Å, denne forføreriske grosserer Werle!
GINA
Angrer du på de fjorten–femten årene, som vi har levet sammen?
HJALMAR
stiller sig foran hende
GINA
HIS: 160
GINA
HJALMAR
Å denne sløve, følesløse ro! Den har for mig noget så oprørende ved sig. Tænk, – ikke angre engang!
GINA
Men sig mig nu, Ekdal, – hvad havde der ble’t af dig, hvis du ikke havde fåt en slig kone, som jeg?
HJALMAR
En slig –!
HJALMAR
Hvad der var ble’t af mig!
GINA
HIS: 161
GINA
Nej, nej; kan så være, det. Og jeg regalerer jo slettes ikke på det heller; for du blev jo så inderlig bra’ en mand, straks du havde fåt hus og hjem. – Og nu havde vi fåt det så hyggeligt og koseligt hos os; og nu skulde Hedvig og jeg også snart begynde at koste lidt på os både med mad og med klæ’r.
regalerer jo slettes ikke på det heller; for du blev jo så inderlig bra’ en mand, straks du havde fåt hus og hjem. – Og nu havde vi fåt det så hyggeligt og koseligt hos os; og nu skulde Hedvig og jeg også snart begynde at koste lidt på os både med mad og med klæ’r.
HJALMAR
I fortielsens sump, ja.
HJALMAR
GINA
nær ved at græde
HJALMAR
Jeg spør, – hvad blir der nu af familjeforsørgerens drøm? Når jeg lå der inde på sofaen og grubled over opfindelsen, da aned jeg nok, at den vilde sluge min sidste livskraft. Jeg følte jo nok, at den dag, da jeg havde fåt patentet i mine hænder, – den dag vilde bli min – afskedsdag. Og så var det min drøm, at da skulde du sidde igen som den hedengangne opfinders velhavende enke.
patentet i mine hænder, – den dag vilde bli min – afskedsdag. Og så var det min drøm, at da skulde du sidde igen som den hedengangne opfinders velhavende enke.Gregers Werle åbner varsomt gangdøren og ser ind.
HJALMAR
Ja; kom.
Nå, I kære mennesker –! (ser afvekslende på dem og hvisker til Hjalmar) Altså ikke sket endnu?
GREGERS
Det er?
HJALMAR
Jeg har levet den bittreste stund i mit liv.
HIS: 163
HJALMAR
GINA
Gud forlade Dem, herr Werle.
GREGERS
i stor forundring
Men jeg forstår ikke dette.
HJALMAR
Hvad forstår du ikke?
GREGERS
HJALMAR
Ja, jeg ved det nok; jeg ved det så godt.
GREGERS
GINA
Nå så. (tar lampeskærmen af)
GREGERS
GREGERS
GREGERS
Nej, en almindelig mand; det kan så være. Men en mand som du –!
HJALMAR
Ja, herre gud, jeg ved det nok. Men du må ikke jage på mig, Gregers. Der skal tid til, ser du.
GREGERS
Du har meget af vildanden i dig, Hjalmar.
RELLING
Se så; er nu den vildanden på færde igen?
HJALMAR
Grosserer Werles vingeskudte jagtbytte, ja.
HIS: 165
RELLING
Grosserer Werles –? Er det ham, I snakker om?
HJALMAR
Om ham og – os andre.
RELLING
halvhøjt til Gregers
Gid fanden havde Dem!
RELLING
GREGERS
GREGERS
Jeg vil grundlægge et sandt ægteskab.
HIS: 166
RELLING
Så De synes ikke, Ekdals ægteskab er godt nok, som det er?
HJALMAR
Du har aldrig havt øje for det ideale krav, du Relling.
RELLING
GREGERS
Jeg tror knapt, jeg har set et eneste et.
RELLING
Ikke jeg heller.
GREGERS
Men jeg har set så utallige ægteskaber af det modsatte slags. Og jeg har havt anledning til på nært hold at se, hvad et sligt ægteskab kan bryde ned i et menneskepar.
HJALMAR
En mands hele moralske grundlag kan svigte under hans fødder; det er det forfærdelige.
RELLING
HJALMAR
Å, – Hedvig! Min stakkers Hedvig!
RELLING
HJALMAR
En ulykke!
RELLING
Ja, eller hun kan komme til at gøre en ulykke på sig selv – og kanske på andre med.
GINA
Men hvor kan De da vide sligt, Relling?
HJALMAR
Der er da vel aldrig nogen nær fare for øjnene?
RELLING
Ja tænk, – det gør hun også! Hun er begyndt at hussere så stygt med varmen ude i køkkenet. Det kalder hun at lege
hussere så stygt med varmen ude i køkkenet. Det kalder hun at lege HIS: 168
ildebrand. Jeg er mangen gang ræd, hun skal sætte fyr på huset.
RELLING
Ser De bare; jeg vidste det nok.
GREGERS
til Relling
Men hvorledes forklarer De sådant noget?
Det banker på døren.
GINA
Hys, Ekdal; der er folk på gangen. (råber) Vær så god!
Fru Sørby, i ydertøj, kommer ind.
FRU SØRBY
God aften!
GINA
går imod hende
Nej, er det dig, Berta!
HJALMAR
Nej bevar’s; et sendebud fra det hus –
HIS: 169
FRU SØRBY
til Gina
Oprigtig talt havde jeg håbet, jeg ikke skulde træffe dine mandfolk hjemme på denne tid; og så løb jeg opom for at snakke lidt med dig og sige dig farvel.
GINA
Så? Rejser du da?
FRU SØRBY
GINA
Nej tænk –!
HJALMAR
Så grosserer Werle er rejst? Og nu rejser De efter ham?
FRU SØRBY
Ja hvad siger De til det, Ekdal?
HJALMAR
Vogt Dem, siger jeg.
GINA
Å nej, Berta; blev det da endelig!
HIS: 170
RELLING
dirrer lidt i stemmen
Dette her er da vel aldrig sandt?
FRU SØRBY
Jo, snille Relling, det er rigtignok sandt.
RELLING
Vil De gifte Dem nu igen?
FRU SØRBY
GREGERS
Så får jeg vel ønske Dem til lykke da som en god stedsøn.
FRU SØRBY
Tak skal De ha’, hvis De mener noget med det. Og jeg håber da det, at det skal bli’ til lykke både for Werle og for mig.
FRU SØRBY
Å lad nu Sørby ligge, der han ligger. Han havde såmænd sine gode sider, han også.
RELLING
Grosserer Werle har vel de sider, som bedre er, kan jeg tro.
HIS: 171
FRU SØRBY
Han har i al fald ikke sløset bort det bedste i sig. Den mand, som det gør, han får ta’ følgerne.
RELLING
Ikveld går jeg ud med Molvik.
FRU SØRBY
Det skulde De ikke, Relling. Gør ikke det; – for min skyld.
RELLING
Farvel, fru – Werle. (går ud gennem gangdøren)
Det lader til, at De og doktor Relling kender hinanden temmelig nøje.
FRU SØRBY
Ja, vi har kendt hinanden i mange år. Det kunde såmænd engang ha’ ble’t til noget af hvert imellem os to.
GREGERS
Det var sagtens godt for Dem, at det ikke blev.
HIS: 172
FRU SØRBY
GREGERS
FRU SØRBY
GREGERS
Da er De mere end almindelig åbenhjertig, synes jeg.
HJALMAR
Hvad siger du til det, Gina?
HIS: 173
GINA
Å, vi fruentimmer er nu så forskellige, vi. Nogen har det på én vis og andre på en anden.
FRU SØRBY
Ja, Gina, jeg tror nu, det er klogest at indrette sig på den vis, som jeg har gjort. Og Werle har heller ikke lagt dølgsmål på noget for sit vedkommende. Se, det er det, som nærmest har knyttet os sammen. Nu kan han sidde og snakke med mig så åbent som et barn. Det har
lagt dølgsmål på noget for sit vedkommende. Se, det er det, som nærmest har knyttet os sammen. Nu kan han sidde og snakke med mig så åbent som et barn. Det har 1.utg: 177
han aldrig havt lejlighed til før. Han, den sunde livskraftige mand, fik hele sin ungdom og alle sine bedste år igennem ikke høre andet end straffeprækener. Og mangen gang drejed de prækener sig HU: 129
om de mest indbildte forgåelser, – efter hvad jeg har lad’t mig sige.
GINA
Ja, det er rigtignok så sandt, som det er sagt.
FRU SØRBY
De kan gerne bli’ for den sags skyld. Jeg skal ikke sige et ord mere. Men jeg vilde, De skulde ha’ rede på, at jeg ikke har faret med fortielser eller nogen slags underfundighed. Det kan kanske synes, at det er en svært stor lykke, jeg gør; og det er det jo også på en måde. Men jeg mener alligevel, at jeg ikke tar imod mere end jeg gir. Jeg skal visst aldrig svigte ham. Og tjene og nytte ham som ingen anden, det kan jeg nu, da han snart blir hjælpeløs.
underfundighed. Det kan kanske synes, at det er en svært stor lykke, jeg gør; og det er det jo også på en måde. Men jeg mener alligevel, at jeg ikke tar imod mere end jeg gir. Jeg skal visst aldrig svigte ham. Og tjene og nytte ham som ingen anden, det kan jeg nu, da han snart blir hjælpeløs.
HJALMAR
Blir han hjælpeløs?
HIS: 174
GREGERS
til fru Sørby
Ja, ja, tal ikke om det her.
HJALMAR
studser
Blir han blind? Det var da besynderligt. Blir han blind, han også?
GINA
Det blir jo så mange.
FRU SØRBY
Og en kan vel tænke sig, hvad det vil sige for en forretningsmand. Nå, jeg skal prøve på at bruge mine øjne for ham så godt jeg kan. Men nu tør jeg ikke bli’ længer; jeg er så opkavet i denne tid. – Ja, det var det, jeg skulde sige Dem, Ekdal, at hvis der var noget, som Werle kunde tjene Dem med, så skulde De bare henvende Dem til Gråberg.
opkavet i denne tid. – Ja, det var det, jeg skulde sige Dem, Ekdal, at hvis der var noget, som Werle kunde tjene Dem med, så skulde De bare henvende Dem til Gråberg.
GREGERS
Det tilbud vil Hjalmar Ekdal visst betakke sig for.
FRU SØRBY
Ja så; jeg synes da ikke, at han før i tiden –
GREGERS
Hvad! Kan du ville det?
HJALMAR
GINA
Men, snille Ekdal, det har vi, ved gud, ikke penger til.
HJALMAR
Vil De sige Deres forlovede, at jeg arbejder ufortrødent på min opfindelse. Vil De sige ham, at det, som holder mine åndskræfter oppe under denne anstrængende beskæftigelse, det er ønsket om at bli’ en pinlig gældsbyrde kvit. Derfor gør jeg opfindelsen. Hele udbyttet skal anvendes til at frigøre mig for Deres vordende ægtefælles pekuniære udlæg.
ufortrødent på min opfindelse. Vil De sige ham, at det, som holder mine åndskræfter oppe under denne anstrængende beskæftigelse, det er ønsket om at bli’ en pinlig gældsbyrde kvit. Derfor gør jeg opfindelsen. Hele udbyttet skal anvendes til at frigøre mig for Deres vordende ægtefælles pekuniære udlæg.
FRU SØRBY
Her er nok sket et eller andet her i huset.
FRU SØRBY
Nå, så farvel da. Jeg havde endnu havt lidt at snakke med dig om, Gina; men det får være til en anden gang. Farvel.
HIS: 176
Hjalmar og Gregers hilser stumt; Gina følger fru Sørby til døren.
HJALMAR
Ikke ud over tærskelen, Gina!
Fru Sørby går; Gina lukker efter hende.
HJALMAR
Se så, Gregers; nu har jeg da denne trykkende gældspost fra hånden.
GREGERS
Snart i al fald.
HJALMAR
Jeg tror, min holdning må kaldes korrekt.
GREGERS
Du er den mand, jeg altid har holdt dig for.
HJALMAR
I visse tilfælder er det umuligt at sætte sig ud over de ideale krav. Som familjeforsørger må jeg jo vri’ og vånde mig under det. For du kan tro, det er mennesket i mig kræver også sin ret.
HU: 131
sandelig ikke spøg for en ubemidlet mand at skulle indfri en mangeårig gælds1.utg: 181
fordring, som der, så at sige, havde lagt sig glemselens støv over. Men det får være det samme; mennesket i mig kræver også sin ret.
GREGERS
lægger hånden på hans skulder
Kære Hjalmar, – var det så ikke godt, at jeg kom?
HJALMAR
Jo.
HIS: 177
GREGERS
At du fik fuld klarhed over alle forhold, – var ikke det godt?
HJALMAR
lidt utålmodig
Jo visst var det godt. Men der er én ting, som oprører min retfærdighedsfølelse.
GREGERS
Og hvad er det for noget?
HJALMAR
Det er dette her, at –; ja, jeg ved ikke, om jeg tør yttre mig så uforbeholdent om din far.
GREGERS
Tag ikke noget som helst hensyn til mig.
HJALMAR
GREGERS
Nej men hvor kan du da sige sligt!
HJALMAR
Jo visst blir det så. Din far og fru Sørby indgår jo nu en ægtepagt, som er bygget på fuld fortrolighed, bygget på hel og ubetinget åbenhjertighed fra begge sider; de stikker ingen ting under stol for hinanden; der er ingen fortielse bag ved forholdet; der er forkyndt, om jeg så må udtrykke mig, en gensidig syndernes forladelse imellem dem.
der er forkyndt, om jeg så må udtrykke mig, en gensidig syndernes forladelse imellem dem.
HIS: 178
GREGERS
Nå ja, hvad så?
HJALMAR
Ja, men så er det der jo alt sammen. Det var jo alt dette her vanskelige, som du selv sa’, hørte til, for at grunde det sande ægteskab.
GREGERS
Men det er jo på en ganske anden måde, Hjalmar. Du vil da vel ikke sammenligne hverken dig eller hende med disse to –? Nå, du forstår mig nok.
HJALMAR
GINA
Uf nej, Ekdal, sligt må du da, ved gud, ikke sige.
GREGERS
Hm; lad os ikke komme ind på de spørsmål.
HJALMAR
GINA
Å det er kanske ikke så sikkert.
HIS: 179
HJALMAR
GREGERS
Desværre, han har forblindet mange.
GINA
Nej, at du tør sige sligt stygt noget! Jeg blir rent ræd.
Hedvig, i hat og kåbe, kommer glad og forpustet ind gennem gangdøren.
GINA
Er du alt der igen?
HEDVIG
Ja, jeg vilde ikke gå længer. Og det var godt; for nu mødte jeg nogen i porten.
HJALMAR
Det var vel denne fru Sørby.
HEDVIG
Ja.
HIS: 180
HJALMAR
går op og ned
Jeg vil håbe, du skal ha’ set hende for sidste gang.
Taushed. Hedvig ser forknyt snart på den ene snart på den anden som for at udforske stemningen.
HEDVIG
nærmer sig indsmigrende
Far.
HJALMAR
Nå, – hvad er det, Hedvig?
HEDVIG
Fru Sørby havde noget med til mig.
GINA
Berta har altid havt en liden ting til dig på den dagen.
HJALMAR
Hvad er det for noget?
HEDVIG
Nej, det kan du ikke få vide nu; for mor skal gi’ mig det på sengen imorgen tidlig.
HIS: 181
HEDVIG
skynder sig
Nej, du kan gerne få se det. Det er et stort brev. (tar brevet op af kåbelommen)
HJALMAR
Et brev også?
HEDVIG
HJALMAR
Lad mig se det brev.
HEDVIG
rækker ham det
Der kan du se.
HJALMAR
Det er grosserer Werles hånd.
GINA
Er du viss på det, Ekdal?
HJALMAR
Se selv.
GINA
Å tror du, jeg skønner mig på sligt?
HIS: 182
HEDVIG
Ja det må du gerne, hvis du vil.
GINA
Nej, ikke ikveld, Ekdal; det skal jo være til imorgen.
Å kan du ikke la’ ham læse det! Det er visst noget godt; og så blir far glad; og så blir her fornøjeligt igen.
HJALMAR
Jeg må altså åbne det?
HJALMAR
Godt. (åbner brevet, tar et papir ud, læser det igennem og synes forvirret) Hvad er da dette her –?
HEDVIG
Å ja, far, – sig det!
HJALMAR
Vær stille. (læser det en gang til igennem; er bleven bleg, men siger behersket) Det er et gavebrev, Hedvig.
HEDVIG
Nej, tænk! Hvad får jeg da?
HIS: 183
HJALMAR
Læs selv.
HJALMAR
halvhøjt, knytter hænderne
Øjnene! Øjnene, – og så det brevet!
HEDVIG
afbryder læsningen
Ja, men jeg synes, det er bedstefar, som skal ha’ det.
HJALMAR
tar brevet fra hende
Du Gina, – kan du forstå dette her?
GINA
Jeg ved jo ingen verdens ting; bare sig det.
HJALMAR
GREGERS
Aha!
HEDVIG
Hundrede kroner, mor! Det læste jeg.
GINA
Det blir jo godt for bedstefar.
GINA
Nå, så er da han forsørget, stakkers.
HJALMAR
Men så kommer det. Det læste du nok ikke, Hedvig. Bagefter skal denne gave gå over på dig.
HEDVIG
På mig! Alt sammen?
HJALMAR
Du er sikkret det samme beløb for hele dit liv, skriver han. Hører du det, Gina?
GINA
Ja, jeg hører det nok.
HEDVIG
Tænk – alle de penge, jeg får! (rusker i ham) Far, far, er du da ikke glad –?
HJALMAR
undviger hende
HIS: 185
HEDVIG
Og du får det jo alligevel, far! Du kan da vel tænke, at jeg vil gi’ alle pengene til dig og mor.
HJALMAR
Til mor, ja! Der har vi det.
GREGERS
Hjalmar, dette her er en snare, som lægges for dig.
HJALMAR
Tror du, det skulde være en snare nu igen?
GREGERS
Da han var her imorges, sa’ han: Hjalmar Ekdal er ikke den mand, som du indbilder dig.
HJALMAR
Ikke den mand –!
GREGERS
Du skal få se det, sa’ han.
HEDVIG
Men, mor, hvad er det da for noget?
Hedvig går grædefærdig ud gennem køkkendøren.
HIS: 186
GREGERS
Ja, Hjalmar, – nu vil det vise sig, hvem der har ret, han eller jeg.
HJALMAR
river langsomt papiret tvers over, lægger begge stykkerne på bordet og siger
Her er mit svar.
GREGERS
Det vented jeg.
HJALMAR
går hen til Gina, som står ved ovnen, og siger dæmpet
Og nu ingen fortielse mere. Hvis forholdet mellem dig og ham blev helt forbi, da du – kom til at holde af mig, som du kalder det, – hvorfor satte han os da i stand til at gifte os?
HJALMAR
Bare det? Var han ikke ræd for en viss mulighed?
GINA
Jeg skønner ikke, hvad du mener.
HIS: 187
HJALMAR
Du skal svare mig på dette ene: Hører Hedvig mig til – eller –? Nå!
GINA
ser på ham med kold trods
Jeg ved ikke.
HJALMAR
dirrer let
Du ved det ikke!
GINA
Hvor kan jeg vide det? En slig en, som jeg er –
HJALMAR
stille, vender sig fra hende
Så har jeg ikke mere at gøre her i huset.
HJALMAR
tar sin yderfrakke på
Her er ingen ting at betænke for en mand, som jeg.
HJALMAR
Did vil jeg ikke. Aldrig, aldrig! Min hat! (tar hatten) Hjemmet er styrtet i grus omkring mig. (brister i gråd) Gregers, jeg har ikke noget barn!
HEDVIG
som har åbnet køkkendøren
Hvad er det du siger! (hen til ham) Far, far!
HIS: 188
GINA
Se så!
HJALMAR
Kom ikke nær mig, Hedvig! Gå langt bort. Jeg tåler ikke at se dig. Å, de øjnene –! Farvel. (vil imod døren)
HEDVIG
hænger sig fast i ham og skriger højt
Nej da! Nej da! Gå ikke ifra mig!
GINA
råber
Se på barnet, Ekdal! Se på barnet!
HJALMAR
Jeg vil ikke! Jeg kan ikke! Jeg må ud; – væk fra alt dette!
Han river sig løs fra Hedvig og går ud gennem gangdøren.
Han går fra os, mor! Han går fra os! Han kommer aldrig mere igen!
GINA
Bare ikke græd, Hedvig. Far kommer nok igen.
HEDVIG
kaster sig hulkende ned i sofaen
Nej, nej, han kommer aldrig hjem til os mere.
GINA
Ja, jeg tror det næsten; men gud forlade Dem alligevel.
HIS: 189
HEDVIG
ligger i sofaen
Å jeg synes jeg må dø af dette her! Hvad har jeg da gjort ham? Mor, du må få ham hjem igen!
GINA
Ja, ja, ja; vær bare rolig, så skal jeg gå ud og se efter ham. (tar ydertøjet på) Kanske han er gåt indom til Relling. Men så skal du ikke ligge der og tude. Lover du mig det?
GREGERS
til Gina, som vil gå
Var det ikke bedre alligevel, at De først lod ham kæmpe sin smertens kamp til ende?
GINA
HEDVIG
sætter sig oprejst og tørrer tårerne af
Nu skal De sige mig, hvad det er for noget. Hvorfor vil ikke far vide af mig mere?
HEDVIG
hikster
Men jeg kan da ikke gå og være så græsselig bedrøvet lige til jeg blir stor og voksen. – Jeg skønner nok, hvad det er. – Kanske jeg ikke er fars rigtige barn.
HIS: 190
GREGERS
urolig
Hvorledes skulde det gå til?
Mor kan jo ha’ fundet mig. Og nu har kanske far fåt vide det; for sligt har jeg læst om.
GREGERS
Nå, men om så var –
HEDVIG
HEDVIG
Den stakkers vildanden. Den tåler han heller ikke at se for sine øjne mere. Tænk, han har fåt lyst til at vri’ halsen om på den!
GREGERS
Å det gør han da visst ikke.
HEDVIG
HEDVIG
Jaha.
GREGERS
Hvem har vænnet Dem til det?
HEDVIG
GREGERS
Nå ja?
GREGERS
Og nu bér De for vildanden også?
HEDVIG
Jeg syntes, det var bedst at ta’ vildanden med; for hun var så sygelig i førstningen.
GREGERS
Læser De kanske morgenbøn også?
HEDVIG
Nej det gør jeg da rigtignok ikke.
HEDVIG
Om morgenen er det jo lyst; og da er der jo ikke noget videre at være ræd for.
GREGERS
Og den vildanden, som De holder så inderlig af, den vilde Deres far vri’ halsen om på.
HEDVIG
Nej, han sa’, det var bedst for ham, om han gjorde det; men han vilde spare den for min skyld; og det var da snilt af far.
GREGERS
lidt nærmere
Men om nu De frivillig offred vildanden for hans skyld?
HEDVIG
rejser sig
Vildanden!
HEDVIG
Tror De, det vilde hjælpe?
GREGERS
Prøv det, Hedvig.
HIS: 193
GREGERS
Og har De den rigtige sindsstyrke, tror De?
HEDVIG
Jeg vil bé bedstefar skyde vildanden for mig.
GREGERS
Ja, gør så. Men ikke et ord til Deres mor om noget sligt!
HEDVIG
Hvorfor ikke det?
GREGERS
Hun forstår os ikke.
HEDVIG
Vildanden? Jeg vil prøve det imorgen tidlig.
Gina kommer ind gennem gangdøren.
HEDVIG
imod hende
Traf du ham, mor?
GINA
Nej; men jeg hørte, han havde været indom og fåt Relling med sig.
GREGERS
Er De viss på det?
GREGERS
Og det nu, da hans sind trænger så hårdt til at kæmpe i ensomhed –!
GINA
tar tøjet af
HEDVIG
kæmper med gråden
Å, hvis han nu aldrig kom hjem igen mere!
GREGERS
Han kommer hjem igen. Jeg skal bære bud til ham imorgen; og da skal De få se, hvorledes han kommer. Sov så trøstig på det, Hedvig. God nat.
Han går ud gennem gangdøren.
HEDVIG
kaster sig hulkende om Ginas hals
Mor, mor!
GINA
klapper hende på ryggen og sukker
Hjalmar Ekdals atelier. Et koldt gråt morgenlys falder ind; der ligger våd sne på de store ruder i tagvinduet.
Gina, med smækkeforklæde på, kommer med en støvekost og en tørreklud fra køkkenet og går hen imod dagligstuedøren. I det samme kommer Hedvig hurtigt ind fra gangen.
smækkeforklæde på, kommer med en støvekost og en tørreklud fra køkkenet og går hen imod dagligstuedøren. I det samme kommer Hedvig hurtigt ind fra gangen.
GINA
standser
Nå?
HEDVIG
Jo, mor, jeg tror næsten, han er nede hos Relling –
GINA
Ser du bare!
HEDVIG
– for portkonen sa’, hun hørte, at Relling havde to stykker med sig, da han kom hjem i nat.
GINA
Det var nok det, jeg tænkte.
GINA
I det mindste så vil jeg da ned og snakke med ham.
EKDAL
Du Hjalmar –. Er ikke Hjalmar hjemme?
GINA
Nej, han er nok gåt ud.
EKDAL
Han skyder loftsdøren tilside; Hedvig hjælper ham; han går derind; hun lukker efter ham.
HEDVIG
halvhøjt
Tænk, mor, når stakkers bedstefar får høre, at far vil rejse ifra os.
Gregers kommer ind gennem gangdøren.
HIS: 197
GINA
Han skal nok være nede hos Relling, siger de.
GREGERS
Hos Relling! Har han virkelig været ude med de mennesker?
GINA
Han har nok det.
GREGERS
Ja men han, som trængte så inderlig til ensomhed og til at samle sig i alvor –!
GINA
Ja De må så sige.
Relling kommer ind fra gangen.
HEDVIG
imod ham
Er far hos Dem?
GINA
samtidigt
Er han der?
HIS: 198
RELLING
GINA
Hvad siger Ekdal idag?
RELLING
Han siger ingen verdens ting.
HEDVIG
Snakker han slet ikke?
GREGERS
Nej, nej; det kan jeg så godt forstå.
GINA
Men hvad tar han sig da til?
RELLING
Han ligger på sofaen og snorker.
HEDVIG
Sover han? Kan han sove?
HIS: 199
RELLING
GREGERS
Begribelig; efter den sjælestrid, som har oprevet ham –
HEDVIG
Det er kanske bra’, det, at han får sove, mor.
GINA
Gina og Hedvig går ind i dagligstuen.
GREGERS
vender sig til Relling
GREGERS
Hvad! På et sligt vendepunkt, da hele hans liv har fåt et nyt grundlag –? Hvor kan De tænke Dem, at en personlighed som Hjalmar –?
HIS: 200
RELLING
GREGERS
Det skulde dog være mærkeligt – med den kærlighedsfulde opdragelse, som han har nydt.
RELLING
Af de to forskruede, hysteriske tante-frøkenerne, mener De?
GREGERS
RELLING
GREGERS
Og det er han kanske ikke? I sindsdybet, mener jeg?
Jeg har aldrig mærket noget til det. At hans far trodde det, – lad det gå; for gamle løjtnanten har jo været et fæ alle sine dage.
HIS: 201
GREGERS
Han har alle sine dage været en mand med barnesind; det er det, De ikke skønner.
RELLING
Ja, ja da! Men da så den kære søde Hjalmar var ble’t student på en måde, så galdt han straks for det store fremtidslys blandt kammeraterne også. Vakker var han jo, det drog, – rød og hvid, – slig, som småjomfruer helst vil ha’ fyrene; og da han nu havde dette letrørte gemyttet og dette hjertevindende i røsten, og da han forstod så pent at deklamere andres vers og andres tanker –
drog, – rød og hvid, – slig, som småjomfruer helst vil ha’ fyrene; og da han nu havde dette letrørte gemyttet og dette hjertevindende i røsten, og da han forstod så pent at deklamere andres vers og andres tanker –
GREGERS
harmfuld
Er det Hjalmar Ekdal, De taler således om?
Ja, med Deres tilladelse; for således ser det ud indvendig, det gudebillede, som De ligger næsegrus for.
GREGERS
Jeg trodde dog ikke, at jeg var så aldeles blind heller.
RELLING
Å jo, det er ikke langt ifra. For De er en syg mand, De også, ser De.
GREGERS
Det har De ret i.
RELLING
Jaha. De lider af et kompliceret tilfælde. Først er det nu
denne brydsomme retskaffenhedsfeberen; og så det, som værre er, – ørsker i tilbedelses-delirium; altid skal De ha’ noget at beundre udenfor Deres egne grejer.
denne brydsomme retskaffenhedsfeberen; og så det, som værre er, – HIS: 202
altid går De og ørsker i tilbedelses-delirium; altid skal De ha’ noget at beundre udenfor Deres egne grejer.
GREGERS
Ja udenfor mit eget må jeg visselig søge det.
RELLING
Når De ikke har højere tanker om Hjalmar Ekdal, end som så, hvor kan De da finde nogen glæde i stødt og stadig at være sammen med ham?
RELLING
Herre gud, jeg skulde da være en slags doktor, med skam at sige; og så må jeg da ta’ mig af de stakkers syge, jeg bor i hus med.
GREGERS
Se så! Er Hjalmar Ekdal også syg?
RELLING
Folk er syge omtrent alle i hob, desværre.
GREGERS
Og hvad kur bruger De så for Hjalmar?
HIS: 203
GREGERS
Livs-løgnen? Jeg hørte ikke rigtig –?
RELLING
Jo, jeg sa’ livsløgnen. For livsløgnen er det stimulerende princip, det, ser De.
GREGERS
Er han da ikke dæmonisk?
RELLING
Hvad fan’ vil det sige at være dæmonisk? Det er jo bare noget sludder, som jeg fandt på for at berge livet i ham. Havde jeg ikke det gjort, så var det stakkers skikkelige svinet bukket under i selvforagt og fortvilelse for mange herrens år siden. Og så gamle løjtnanten da! Men han har nu rigtignok fundet på kuren selv.
HIS: 204
RELLING
Ja, hvad mener De om det, at han, bjørnejægeren, går der inde på mørkloftet og jager kaniner? Der er ikke lykkeligere skytter til i verden, end han, humser bortefter loftsgulvet, det er bamserne, som han gir sig i kast med, han, den spræke friluftsgubben.
HU: 145
den gamle manden, når han får tumle sig der inde mellem alt skrapet. De fire–fem fortørkede juletræerne, som han har gemt 1.utg: 211
på, de er for ham det samme, som hele, store, friske Højdalsskogen; hanen og alle hønerne de er storfugl i furutoppene, de; og kaninerne, som humser bortefter loftsgulvet, det er bamserne, som han gir sig i kast med, han, den spræke friluftsgubben.
GREGERS
Den ulykkelige gamle løjtnant Ekdal, ja. Han har rigtignok måttet slå af på sin ungdoms idealer.
RELLING
Mens jeg husker det, herr Werle junior, – brug ikke det udenlandske ord: idealer. Vi har jo det gode norske ord: løgne.
GREGERS
Mener De, at de to ting er i slægt med hinanden?
GREGERS
Doktor Relling, jeg gir mig ikke, før jeg har reddet Hjalmar ud af Deres klør!
RELLING
Det turde bli’ værst for ham. Tar De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tar De lykken fra ham med det samme. (til Hedvig, som kommer fra dagligstuen) Nå, lille vildand-mor, nu fatter endnu ligger og funderer på den mærkelige opfindelsen. (går ud gennem gangdøren)
turde bli’ værst for ham. Tar De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tar De lykken fra ham med det samme. (til Hedvig, som kommer fra dagligstuen) Nå, lille vildand-mor, nu HIS: 205
går jeg 1.utg: 212
ned og ser, om fatter endnu ligger og funderer på den mærkelige opfindelsen. (går ud gennem gangdøren)
HEDVIG
Hvilket? Å, det med vildanden. Nej.
GREGERS
Sindsstyrken svigted Dem, da det skulde føres ud i handling, kan jeg tænke.
HEDVIG
Nej, det er ikke det heller. Men da jeg vågned idag tidlig og husked på det, vi havde snakket om, så syntes jeg, det var så underligt.
GREGERS
Underligt?
Ja jeg ved ikke –. Igår kveld, straks med det samme, syntes jeg, der var noget så dejligt i det; men da jeg havde sovet, og husked på det igen, så syntes jeg ikke, det var noget videre.
GREGERS
Å nej, De er vel ikke vokset op her uden at noget er gåt til spilde i Dem.
HIS: 206
GREGERS
Å, havde De så sandt fåt opladt øje for det, som gir livet værd, – havde De det sande, glade, modige offersind, så skulde De vel få se, hvorledes han kom op til Dem. – Men jeg tror på Dem endnu, jeg, Hedvig.
Han går ud gennem gangdøren.
Hedvig driver om på gulvet; derpå vil hun gå ud i køkkenet; i det samme banker det indenfor på loftsdøren; Hedvig går hen og åbner på klem; gamle Ekdal kommer ud; hun skyver døren for igen.
HEDVIG
Havde du ikke lyst til at gå på jagt, bedstefar?
EKDAL
Det er ikke jagtvejr idag. Sligt mørke da; en kan knapt se frem for sig.
HEDVIG
Får du aldrig lyst til at skyde på noget andet end de kaninerne?
EKDAL
Er ikke kaninerne gode nok, de, kanske?
HIS: 207
EKDAL
Hå-hå; er du ræd, jeg skal skyde vildanden for dig? Aldrig i verden, du. Aldrig det.
EKDAL
Kunde ikke? Skulde vel mene, jeg kunde.
HEDVIG
Hvorledes vilde du da bære dig ad, bedstefar; – jeg mener ikke med min vildand men med andre?
EKDAL
Vilde se til at få skud på dem under brystet, skønner du; for det er det sikkreste. Og så skal de skydes mod fjæren, ser du, – ikke med fjæren.
EKDAL
Ja gu’ dør de – når en skyder rigtig. Nå; må vel ind og pudse mig. Hm, – forstår nok – hm. (går ind i sit værelse)
1.utg: 215
Hedvig venter lidt, skotter mod stuedøren, går hen til reolen, strækker sig på tæerne, tar den dobbeltløbede pistol ned fra hylden og ser på den.Gina, med støvekost og tørreklud, kommer fra dagligstuen.
HIS: 208
Hedvig lægger hurtig og ubemærket pistolen fra sig.
GINA
Ikke stå og rod i fars sager, Hedvig.
HEDVIG
går fra reolen
Jeg vilde bare rydde lidt.
GINA
Hedvig går ud; Gina begynder at feje og gøre rent i atelieret.
Om en stund åbnes gangdøren nølende, og Hjalmar Ekdal ser ind; han har overfrakken på, men er uden hat, uvasket og med forpjusket, uredt hår; øjnene er sløve og matte.
GINA
blir stående med kosten i hånden og ser på ham
Å, nej da, Ekdal, – kommer du alligevel?
HJALMAR
træder ind og svarer med dump røst
Jeg kommer – for at forsvinde i den samme stund.
HIS: 209
GINA
HEDVIG
i køkkendøren
Mor, skal jeg ikke –? (ser Hjalmar, skriger højt af glæde og løber imod ham) Å far, far!
HJALMAR
vender sig bort og slår ud med hånden
Væk, væk, væk! (til Gina) Få hende væk fra mig, siger jeg!
GINA
halvhøjt
Gå ind i dagligstuen, Hedvig.
Hedvig går stille derind.
HJALMAR
travlt, trækker bordskuffen ud
Jeg må ha’ mine bøger med mig. Hvor er mine bøger?
GINA
Hvilke bøger?
HJALMAR
Ja visst er det så.
HIS: 210
GINA
lægger en bunke hæfter på bordet
HJALMAR
Behøves ingen opskæring for mig.
Kort taushed.
GINA
Det blir altså ved det, at du flytter ifra os, Ekdal?
HJALMAR
roder mellem bøgerne
Ja det forstår sig da af sig selv, synes jeg.
GINA
Ja-ja.
HJALMAR
hæftigt
For jeg kan da ikke gå her og få mit hjerte gennemboret hver time på dagen!
GINA
Gud forlade dig, at du kan tro så stygt om mig.
GINA
Jeg synes, du skulde bevise.
HJALMAR
HIS: 211
GINA
Men gamlefar da? Hvad skal der bli’ af ham, stakker?
HJALMAR
GINA
Nej. Har du mistet hatten?
HJALMAR
Jeg havde den naturligvis på, da jeg kom inat; det er der ingen tvil om; men idag kunde jeg ikke finde den.
Å, spørg mig ikke om uvæsentlige ting. Tror du, jeg er i stemning til at huske på enkeltheder?
HJALMAR
taler med sig selv, halvhøjt og forbittret, mens han tømmer bordskuffen
Han lægger nogle gamle breve til side, finder det overrevne papir fra gårsdagen, tar det og ser på stykkerne; lægger det hurtigt fra sig i det Gina kommer.
HIS: 212
GINA
sætter et dækket kaffebret på bordet
HJALMAR
skotter til brettet
HJALMAR
Gå ud.
Han gør plads, Hedvig kommer forskræmt ind i atelieret.
HJALMAR
med hånden på dørvrideren, siger til Gina
GINA
HIS: 213
HEDVIG
står et øjeblik urørlig, i angst og rådvildhed, bider læberne sammen for at kvæle gråden; så knytter hun krampagtigt hænderne og siger sagte
Vildanden!
HU: 150
Hun lister sig hen og tar pistolen fra hylden, åbner loftsdøren på klem, smyger ind og trækker døren til efter sig.
GINA
følger efter med vadsækken
HJALMAR
Puh, – disse anstrængende forberedelser –! (trækker yderfrakken af og kaster den på sofaen)
GINA
Og så står kaffien og blir kold også.
HJALMAR
Hm. (drikker uvilkårlig en slurk og derpå atter en)
GINA
tørrer stoleryggene af
Værst blir det nu for dig at finde sligt et stort loftsrum til kaninerne.
HIS: 214
HJALMAR
Hvad! Skal jeg slæbe alle de kaninerne med mig også?
Det får han sandelig vænne sig til. Der er højere livsgoder end kaniner, som jeg må gi’ afkald på.
GINA
støver af i reolen
Skal jeg lægge fløjten i vadsækken til dig?
HJALMAR
Nej. Ingen fløjte for mig. Men gi’ mig pistolen!
GINA
Vil du ha’ den pigstolen med dig?
HJALMAR
Ja. Min ladte pistol.
GINA
søger efter den
Den er væk. Han må ha’ ta’t den med sig ind.
HJALMAR
Er han på loftet?
GINA
Ja visst er han på loftet.
HIS: 215
HJALMAR
Hm, – den ensomme gubbe.
Han tar et stykke smørrebrød, spiser det og drikker kaffekoppen ud.
HJALMAR
Jeg skulde bli’ boende under samme tag, som –! Aldrig, – aldrig!
GINA
Men kunde du da ikke for en dags tid eller to slå dig ned i dagligstuen? Der havde du alt dit for dig selv.
HJALMAR
Aldrig indenfor disse mure!
GINA
Nå, men nede hos Relling og Molvik da?
HJALMAR
GINA
Men du har jo ingen hat, Ekdal! Du har jo mistet hatten.
HIS: 216
HJALMAR
GINA
Hvad er det du ser efter?
HJALMAR
Smør.
GINA
Smør skal straks komme. (går ud i køkkenet)
HJALMAR
råber efter hende
Å det behøves ikke; jeg kan så godt spise det tørre brød.
Hun skænker en ny kop kaffe for ham; han sætter sig i sofaen, lægger mere smør på smørrebrødet, spiser og drikker en stund i taushed.
HJALMAR
For jeg indsér ikke muligheden af at få alle fars sager ud i en slig fart.
Og så er det jo det til, at først måtte du vel sige ham, at du ikke længere vilde leve isammens med os andre.
HJALMAR
skyder kaffekoppen fra sig
GINA
Nej, og det til i sligt styggevejr, som der er udenfor.
HJALMAR
flytter på grossererens brev
Jeg ser, det papiret ligger her og slænger endnu.
GINA
Ja jeg har ikke rørt det.
HJALMAR
Mig kommer jo den papirlap ikke ved –
HIS: 218
GINA
Jeg skal nok ta’ vare på det, Ekdal.
HJALMAR
Gavebrevet hører jo først og fremst far til; og det får bli’ hans sag, om han vil gøre brug af det.
GINA
sukker
Ja, stakkers gamle far –
GINA
går til reolen
Her står klisterpotten.
HJALMAR
Og så en pensel.
GINA
Her er penselen også. (bringer ham sagerne)
Bare en papirstrimmel på bagsiden –. (klipper og klistrer)
Det være langt fra mig at ville forgribe mig på fremmed ejendom, – og aller mindst på en uformuende oldings. Nå, ikke på – den andens heller. – Se så. Lad det ligge der så længe. Og når det
Det være langt fra mig at ville forgribe mig på fremmed ejendom, – og aller mindst på en uformuende oldings. Nå, ikke på – den andens heller. – Se så. Lad det ligge der så længe. Og når det HU: 153
er ble’t tørt, så ta’ det væk. Jeg vil ikke se det aktstykke for mine øjne mere. Aldrig!
HIS: 219
Gregers Werle kommer ind fra gangen.
GREGERS
lidt forundret
Hvad, – sidder du her, Hjalmar?
HJALMAR
rejser sig hurtigt
Jeg var sunken ned af mathed.
HJALMAR
Også legemet gør stundom sine krav gældende.
GREGERS
Hvad har du så bestemt dig til?
HJALMAR
GINA
lidt utålmodig
Skal jeg så gøre stuen i stand til dig, eller skal jeg pakke vadsækken?
HJALMAR
efter et ærgerligt sideblik mod Gregers
Pak, – og gør i stand!
GINA
tar vadsækken
Ja-ja, så lægger jeg ned skjorten og det andre da. (går ind i stuen og trækker døren til efter sig)
HIS: 220
GREGERS
efter en kort taushed
Aldrig havde jeg tænkt, at dette skulde bli’ enden på det. Er det virkelig en nødvendighed for dig at gå fra hus og hjem?
HJALMAR
driver urolig omkring
Hvad vil du da, jeg skal gøre? – Jeg er ikke skikket til at være ulykkelig, Gregers. Jeg må ha’ det godt og trygt og fredeligt omkring mig.
GREGERS
GREGERS
Så?
HJALMAR
Ja herre gud, hvad vil du egentlig, jeg skal opfinde? De andre har jo opfundet det meste i forvejen. Det blir vanskeligere dag for dag –
HJALMAR
Det var denne udsvævende Relling, som fik mig til det.
HIS: 221
GREGERS
Relling?
HJALMAR
Ja, det var ham, som først gjorde mig opmærksom på mit anlæg for en eller anden mærkelig opfindelse i fotografien.
GREGERS
Aha, – det var Relling!
GREGERS
Kan du virkelig tænke, at Hedvig skulde været falsk imod dig!
HJALMAR
Nu kan jeg tænke, hvad det så skal være. Det er Hedvig, som står ivejen. Hun kommer til at stænge solen ude fra hele mit liv.
GREGERS
Hedvig! Er det Hedvig, du mener? Hvorledes skulde hun kunne stænge for dig?
HJALMAR
uden at svare
Så usigelig som jeg har elsket det barn. Så usigelig lykkelig, som jeg følte mig hver gang jeg kom hjem i min fattige stue mysende øjne. Å jeg troskyldige dåre! Jeg holdt så usigelig af hende; – og så digted og drømte jeg mig ind i den indbildning, at hun holdt så usigelig af mig igen.
HIS: 222
og hun fløj mig imøde med sine søde, lidt mysende øjne. Å jeg troskyldige dåre! Jeg holdt så usigelig af hende; – og så digted og drømte jeg mig ind i den indbildning, at hun holdt så usigelig af mig igen.
HJALMAR
Hvor kan jeg vide det? Gina kan jeg jo ikke få presset noget ud af. Og hun mangler jo desuden så aldeles sans for den ideale side af forviklingerne. Men for dig føler jeg trang til at åbne mig, Gregers. Der er denne forfærdelige tvil –; kanske Hedvig aldrig har holdt rigtig ærligt af mig.
Det kunde du dog muligens få vidnesbyrd om. (lytter) Hvad er det? Jeg synes vildanden skriger.
GREGERS
Er han det! (glæde lyser op i ham) Jeg siger, du kunde nok få vidnesbyrd om, at den stakkers miskendte Hedvig holder af dig!
HJALMAR
Å hvad vidnesbyrd kan hun gi’ mig! Jeg tør ikke tro på nogen forsikkring fra den kant.
GREGERS
Hedvig kender visselig ikke til svig.
HJALMAR
Jeg har fåt øjnene op. Pas du på; – du skal se, gavebrevet er bare en begyndelse. Fru Sørby har altid havt så meget tilovers for Hedvig; og nu har hun jo magt til at gøre for barnet, hvad det så skal være. De kan ta’ hende fra mig, hvad tid og time de lyster.
GREGERS
Aldrig i verden går Hedvig fra dig.
HJALMAR
Vær du ikke så viss på det. Dersom de står og vinker efter hende med fulde hænder –? Å, jeg, som har elsket hende så usigelig! Jeg, som vilde sat min højeste lykke i at ta’ hende varsomt ved hånden og lede hende, som man leder et mørkræd barn gennem et stort øde rum! – Nu føler jeg det så nagende sikkert, – den listelig sørget for at stå på en god fod med ham så længe til tiden kom.
1.utg: 233
fattige fotograf oppe i loftslejligheden har aldrig været noget helt og fuldt for hende. Hun har bare så listelig sørget for at stå på en god fod med ham så længe til tiden kom.
GREGERS
Dette her tror du ikke selv, Hjalmar.
HIS: 224
HJALMAR
Det forfærdelige er jo netop, at jeg ikke ved, bugnende hænder, og råbte til barnet: gå ifra ham; hos os har du livet ivente –
HU: 156
hvad jeg skal tro, – at jeg aldrig kan få vide det. Men kan du da virkelig tvile på, at det må være, som jeg siger? Hå-hå, du stoler for stærkt på den ideale fordring, min gode Gregers! Dersom de andre kom, de, med de bugnende hænder, og råbte til barnet: gå ifra ham; hos os har du livet ivente –
GREGERS
hurtigt
Ja, hvad da, tror du?
HJALMAR
Hvis jeg så spurte hende: Hedvig, er du villig til at gi’ slip på livet for mig? (ler spotsk) Jo tak, – du skulde nok få høre, hvad svar jeg fik!
Et pistolskud høres inde på loftet.
GREGERS
højt, i glæde
Hjalmar!
HJALMAR
Jeg vil se ind –
GREGERS
levende, grebet
Bi lidt! Ved du, hvad det var?
HIS: 225
HJALMAR
Ja visst ved jeg det.
GREGERS
Nej, du ved ikke. Men jeg ved det. Det var vidnesbyrdet!
HJALMAR
Hvilket vidnesbyrd?
HJALMAR
Skyde vildanden!
GINA
Nej, tænk –!
GREGERS
Hun vilde offre til dig, det bedste hun ejed i verden; for så måtte du da komme til at holde af hende igen, mente hun.
HJALMAR
blødt, bevæget
Å, det barn!
GINA
Ja, hvad hun kan finde på!
HIS: 226
GREGERS
Hun vilde bare ha’ din kærlighed igen, Hjalmar; hun syntes ikke, hun kunde leve den foruden.
GINA
kæmper med gråden
Der kan du selv se, Ekdal.
Hedvig, – kom! Kom ind til mig! (ser sig om) Nej, her er hun ikke.
GINA
Så er hun i det lille kammerset sit da.
HJALMAR
udenfor
Nej, her er hun heller ikke. (kommer ind) Hun må være gåt ud.
GINA
Ja, du vilde jo ikke vide af hende nogen steds i huset.
HJALMAR
Å gid hun bare snart vilde komme hjem, – så jeg rigtig kan få sagt hende –. Nu skal alt bli’ godt, Gregers; for nu tror jeg nok, vi kan begynde livet om igen.
HIS: 227
GREGERS
stille
Gamle Ekdal kommer i døren til sit værelse; han er i fuld uniform og har travlt med at spænde sabelen om sig.
HJALMAR
forbauset
Far! Er du der!
EKDAL
harmfuld, nærmer sig
Så du går på jagt alene, du, Hjalmar?
HJALMAR
spændt, forvirret
Det var altså ikke dig, som skød på loftet?
EKDAL
Skød jeg? Hm!
GREGERS
råber til Hjalmar
Hun har selv skudt vildanden, du!
HJALMAR
Hvad er dette her! (skynder sig til loftsdøren, river den tilside, ser ind og skriger højt) Hedvig!
GINA
løber mod døren
Jøss’, hvad er det!
HJALMAR
går ind
Hun ligger på gulvet!
HIS: 228
GREGERS
Ligger Hedvig! (ind til Hjalmar)
EKDAL
Hå-hå; går hun også på skytteri?
Hjalmar, Gina og Gregers slæber Hedvig ind i atelieret; i den nedhængende højre hånd holder hun pistolen fastklemt mellem fingrene.
HU: 158
Hjalmar, Gina og Gregers slæber Hedvig ind i atelieret; i den nedhængende højre hånd holder hun pistolen fastklemt mellem fingrene.
HJALMAR
forstyrret
Pistolen er gåt af. Hun har truffet sig selv. Råb om hjælp! Hjælp!
Hjalmar og Gregers lægger Hedvig ned på sofaen.
EKDAL
stille
Skogen hævner.
livkjole.
HIS: 229
Relling kommer hurtigt, og straks efter ham Molvik; den sidste er uden vest og halstørklæde, med åben livkjole.
GINA
De siger, Hedvig har skudt sig.
HJALMAR
Kom her og hjælp!
RELLING
Skudt sig!
Han rykker bordet til side og begynder at undersøge hende.
HJALMAR
ligger og ser angstfuldt op på ham
Det kan da ikke være farligt? Hvad, Relling? Hun bløder næsten ikke. Det kan da ikke være farligt?
RELLING
Hvorledes gik det til?
HJALMAR
Å, hvad ved jeg –!
GINA
Hun vilde skyde vildanden.
RELLING
Vildanden?
HIS: 230
HJALMAR
Pistolen må være gåt af.
EKDAL
Skogen hævner. Men jeg er ikke ræd alligevel. (går ind på loftet og lukker efter sig)
HJALMAR
Nå, Relling, – hvorfor siger du ingen ting?
RELLING
Kuglen er gåt ind i brystet.
HJALMAR
Ja, men hun kommer sig da!
RELLING
Du ser vel, at Hedvig ikke lever.
GREGERS
hæst
På havsens bund –.
HJALMAR
springer op
Jo, jo, hun må leve! Å, gud velsigne dig, Relling, – bare et øjeblik, – bare så længe til jeg kan få sagt hende, hvor usigelig jeg holdt af hende hele tiden!
HJALMAR
GINA
RELLING
Sludder.
HJALMAR
blir stille, går hen til sofaen og ser med korslagte arme på Hedvig
Der ligger hun så stiv og stille.
RELLING
søger at løse pistolen
Den sidder så fast, så fast.
HIS: 232
GINA
Hjalmar og Gina tar Hedvig imellem sig.
HJALMAR
mens de bærer
Å, Gina, Gina, holder du dette ud!
GINA
Den ene får hjælpe den anden. For nu er vi da halvt om hende, ved jeg.
MOLVIK
strækker armene ud og mumler
RELLING
hvisker
Hold kæft, menneske; du er jo fuld.
HU: 160
Hjalmar og Gina bærer liget ud gennem køkkendøren. Relling lukker efter dem. Molvik sniger sig ud på gangen.
RELLING
går hen til Gregers og siger
Ingen kan sige, hvorledes det forfærdelige gik til.
RELLING
HIS: 233
GREGERS
RELLING
Storladne blir de fleste, når de står i sorg ved et lig. Men hvor længe tror De den herligheden varer hos ham?
GREGERS
Skulde ikke den vare og vokse for livet!
GREGERS
Og det tør De sige om Hjalmar Ekdal!
RELLING
GREGERS
Hvis De har ret, og jeg har uret, så er ikke livet værd at leve.
RELLING
HIS: 234
GREGERS
ser frem for sig
I så fald er jeg glad, at min bestemmelse er, hvad den er.
RELLING
Med forlov, – hvad er da Deres bestemmelse?
